Regeringen vil finde et juridisk værktøj, som gør det muligt at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.
Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Vi har på det seneste set nogle hændelser udført af nogle ganske få personer, som kun tjener det formål at skabe splittelse i en verden, der faktisk har brug for samling.
- Alene i dag søndag har der være fem koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, og i morgen er der anmeldt syv.
- Derfor har vi besluttet i regeringen, at vi vil se på, hvordan vi i helt særlige situationer kan sætte en stopper for forhånelser af andre lande, som er i direkte modstrid med danske interesser og danskernes sikkerhed.
Hvad er det helt konkret, I kigger på at gøre nu?
- Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.
Løkke: Ikke et kompromis med ytringsfriheden
Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at et sådan tiltag vil være at gå på kompromis med ytringsfriheden. Men han anerkender, at det ikke er en let opgave.
- Vi har sat de gode folk i justitsministeriet på overarbejde. Det er ikke let, og vi skal spidse den juridiske pen her, for vi hylder ytringsfriheden, siger han.
Hvordan kan regeringen gennemføre tiltag mod afbrændinger uden at gå på kompromis med ytringsfriheden?
- Vi har jo ikke fuldstændig ytringsfrihed, vi har også en racismebestemmelse. Der er grænser for, hvad man kan sige.
- Der skal være plads til religionskritik, og vi har heller ikke tanker om en genindføre en blasfemiparagraf, men når man stiller sig op foran en udenlandsk ambassade og brænder en koran af eller brænder torarullen af foran den israelske ambassade, så tjener det intet andet formål end at forhåne.
- Og så er det i direkte strid med det danske riges interesser og vores allesammens sikkerhed, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kan ikke sammenlignes med Muhammed-krisen
Tidligere regeringer har - især under Muhammed-krisen - stået kategorisk fast på ytringsfriheden og afvist at lave begrænsninger i den.
Men Lars Løkke Rasmussen mener, det er forkert at sammenligne den nuværende situation med netop Muhammed-krisen.
- Det handlede om pressefrihed og en århundredgammel dansk satiretradition. Det er ikke det, vi står med nu.
- Det er nogle ganske få enkeltindivider, der sender et signal, der ude i verden bliver opfattet som om, at vi faciliterer en forhånelse af de lande og deres kulturer. Og det er det signal, vi skal have sat en stopper for, siger udenrigsministeren.
Sverige overvejer også tiltag
Lars Løkke Rasmussen har indkaldt Folketingets udenrigsordførere til en briefing om koranafbrændingerne mandag.
Samtidig mødes 57 muslimske landes udenrigsministre i Organisationen for Islamisk Samarbejde IOC for at drøfte koranafbrændingerne i Sverige og Danmark.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson (M), skriver søndag aften på Instagram, at han har været i tæt dialog med statsminister Mette Frederiksen (S) om afbrænding af hellige skrifter.
- I Sverige har vi også allerede påbegyndt arbejdet med at analysere retstilstanden (...) for at overveje tiltag til at styrke vores nationale sikkerhed og svenskernes sikkerhed i Sverige og i verden, skriver Kristersson.