Regeringen vil belønne kommunernes integrationsarbejde - med deres egne penge

Der skal øremærkes en milliard kroner årligt til kommuner, der har succes med integration.

(ARKIV) Eftermiddagsfodbold på en af plænerne i Vollsmose 24. oktober 2014. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2017) (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Næste del af regeringens samlede ghettoudspil, der kommer i morgen, torsdag, kommer fra økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Amnitzbøll-Bille (LA):

- Vi foreslår at lave fem resultattilskud til kommunerne, der belønner de kommuner, der lykkes med at få børn med anden etnisk baggrund til at gennemføre folkeskolens afgangsprøve, få dem i ungdomsuddannelser, og får folk med anden etnisk baggrund i beskæftigelse, siger ministeren til DR Nyheder.

Regeringen vil med den ene hånd tage en milliard kroner fra kommunerne og med den anden give dem tilbage til de kommuner, der evner at nå kravene til de resultattilskud, regeringen har defineret for uddannelse og beskæftigelse.

Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (A), frygter, at tiltaget blot vil skabe mere arbejde i kommunerne:

- Vi har i kommunerne ikke brug for et nyt lag af incitamenter, der skaber et lag af bureaukrati. Det, man ligger op til her, er ikke at tilføre flere penge, man vil tværtimod bruge de penge, man får i forvejen. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer der en hel masse ekstra arbejde ved det her forslag, siger borgmesteren til DR Nyheder.

I første instans luftede ministeren forslaget i dagens Politiken. Det er uklart, hvorvidt der er tale om et lovindgreb, eller om tilskuddene kan oprettes med bekendtgørelser fra ministerierne.

Nej, tak

Forslaget falder heller ikke i god jord hos skolelederne, der skal skabe resultaterne ude i kommunerne. Skolelederne mener, at man først tager pengene fra budgetterne og derefter stiller krav til at opnå bedre resultater:

- Jeg kan sige det ganske kort: Skolelederne vil rive håret af dem selv og skælde ud over at få færre penge en gang til. Regeringen sætter spørgsmålstegn ved, om vi gør det godt nok, der bliver ikke skabt et incitament til at gøre det bedre, siger Claus Hjortdal, formand i Skolelederforeningen til DR Nyheder.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet har 62 pct. af de 20-24-årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse fuldført en ungdomsuddannelse i 2017 sammenlignet med 73 pct. blandt personer med dansk oprindelse i samme aldersgruppe.

Claus Hjortdal kritiserer, at eleverne bliver gjort til resultater, og frygter, at der bliver skabt en integrationskonkurrence mellem kommunerne for at få del i de fem tilskud.

Den kritik preller dog af på Simon Emil Amnitzbøll-Bille:

- Det vil dog blive den lykkeligste dag i Danmark, hvis kommuner konkurrerede, om hvem der kunne integrere bedst. Hvis vi så samtidigt får forældrene til at oppe sig på deres ansvar, så tror jeg faktisk, at børnene får nogle bedre liv, og at regningen for skatteyderne bliver mindre, siger han.

Dagens forslag er det næste i rækken fra regeringens samlede "Ghettopakke", der kommer i morgen.

Tidligere på ugen har også justitsministeren og statsministeren offentliggjort mindre dele af det samlede ghettoudspil: "Et Danmark uden parallel­samfund – ingen ghettoer i 2030."