Regeringen vil gøre det lettere at bortadoptere børn med tvang

Red Barnet støtter regeringens plan om, at det skal være lettere at bryde familiebåndet mellem samfundets mest udsatte forældre og deres børn.

Socialminister Manu Sareen (R) vil gøre det lettere at bortadoptere børn med tvang. Forslaget skal til afstemning om få uger. (© DR)

En otteårig pige fra Rødovre er ved at blive tvangsbortadopteret fra sin mor, der er mentalt handicappet.

Det er kun sket ti gange siden 2009, men nu skal det være lettere at bortadoptere børn med tvang, mener regeringen. Det skriver Berlingske.

Socialminister Manu Sareen (R), der er ansvarlig for lovforslaget, understreger, at tvangsadoption skal være den absolut sidste mulighed.

- Det kan være et spædbarn, der er født med et alkoholsyndrom, og som er ved at udvikle tilknytningsforstyrrelser. Det kan være den treårige, der selv har lært at skifte bleen, fordi ingen andre gør det, eller det kan være den otteårige, hvis mor er hjemløs eller psykisk syg, og hvor der ikke er udsigt til bedring, siger Manu Sareen til avisen.

Bevisbyrden ændres

DR Nyheder har tidligere skrevet om regeringens forslag. Det var i oktober 2014, før det blev sendt i høring. Nu er der blot et par uger til, at forslaget ventes vedtages.

Lovforslaget lægger op til, at kommunerne ikke længere skal 'godtgøre' - altså bevise - at forældre varigt vil være ude af stand til at tage sig af deres børn.

I stedet skal de blot 'sandsynliggøre', at det er tilfældet. Dermed ændres grænsen for, hvor tung bevisbyrden skal være.

Ifølge Berlingske vil regeringen også slette en regel om, at en kommune i dag ikke må bortadoptere et barn under et år uden forældrenes tilladelse, hvis forældrene kan komme til at spille 'en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær' i fremtiden.

Red Barnet støtter forslaget

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet påpeger, at børn er meget sårbare i opvæksten, og at det er der, de formes og bliver til.

- Og hvis man har en viden om, at forældrene ikke magter den opgave, så er der en interessekonflikt i forhold til, at forældrene selvfølgelig gerne vil beholde deres barn, men barnet har jo også en ret til at udvikle sig under nogle optimale betingelser, siger Kuno Sørensen til DR Nyheder.

Når han er fortaler for, at man i særlige tilfælde tyer til bortadoption frem for tvangsanbringelse hos en plejefamilie, så skyldes det, at sagen løbende skal genovervejes ved en anbringelse.

- Det skaber uro i barnets opvækst. Og det, der er det særlige ved bortadoption, er, at så er beslutningen truffet for barnet resten af opvæksten. Og det kan skabe en vældig ro, siger han.

Advokatrådet revser planen

Modsat Red Barnet, så stejler Advokatrådet over regeringens plan.

Marianne Bruun Jensen, som er Advokatrådets sagkyndige på området, siger til Berlingske, at forslaget på 'fundamentale områder' bryder med borgernes retssikkerhed.

Kuno Sørensen påpeger dog, at tvangsadoptioner - såvel som tvangsfjernelser - bygger på en grundig, forudgående undersøgelse.

- Så det er jo ikke blot et øjebliksbillede. Det er på baggrund af det opvækstbillede og den livsførelse, som de biologiske forældre har haft, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter