Regeringen vil se på ekstra hårde straffe for piratfester: 'Helt urimeligt at sætte sig uden for fællesskabet'

Politiet måtte i nat lukke en piratfest med cirka 200-300 deltagere i København.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger, at politiet vil forfølge piratfesterne hårdt. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har ikke meget tilovers for de 200-300 mennesker, der i nat trodsede coronarestriktioner og deltog i en piratfest i Sydhavnen i København.

- Jeg er meget skuffet. Det er helt urimeligt at sætte sig uden for fællesskabet på den måde, siger han.

Han påpeger, at mange borgere har måttet indrette deres liv anderledes under coronakrisen, at restaurationsbranchen er presset, og folk må aflyse fester, bryllupper og ferier.

- Og så har vi på den anden side op mod 300 unge mennesker, som trodser fællesskabet og risikerer at danne nye smittekæder, som potentielt vil være dødsensfarlige for udsatte borgere, og som vil forlænge den nedlukning af samfundet, vi er i. Så det er helt uacccepetabelt og uforståeligt, at de gør det, siger han.

Skal se på højere straffe

Politiet rykkede i nat ud efter et tip om en fest med mange mennesker. Festen var organiseret i en lukket Facebook-gruppe, hvor deltagerne kort inden festen får en besked om at overføre penge, hvorefter de får tilsendt en adresse, oplyser Københavns Politi.

Da den første patrulje dukkede op, stak deltagerne af, mens politiet i stedet fokuserede på at få fat på arrangørerne. Det førte til, at en 33-årig mand blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

Ifølge Nick Hækkerup vil politiet 'skride håndfast ind over for piratfester'.

- Vi rykker ud, vi kommer til at gribe ind med bøder, vi kommer til at være stede, og vi kommer til at forfølge de her steder hårdt.

Er det en hård nok straf at blive sigtet efter restaurationsloven?

- Vi skal prøve at se på, om straffene skal sættes op, altså om bøderne skal hæves. Det er klart, at en arrangør kan tjene relativt mange penge på sådan en fest her, og derfor skal der falde ekstra hårde straffe, siger justitsministeren.

Han påpeger dog også, at langt de fleste unge følger coronarestriktionerne.

- Jeg kan godt forstå, at unge mennesker gerne vil feste. Heldigvis gør langt, langt de fleste det på en måde, så de kan have et socialt liv inden for rammerne. Derfor er det også så skuffende, at nogen stikker helt af fra rimelighedens rammer, siger Nick Hækkerup.

I Dansk Folkeparti er retsordfører Peter Skarup også klar til at skærpe straffen for piratfester, og han foreslår konkret at hæve bøden fra 2.500 til 5.000 kroner.

- En glad aften i byen kan for nogle af deltagerne hurtigt rende op i 1.000 eller 2.000 kroner, så det skal være noget, der har en effekt, siger Peter Skaarup til Ritzau.

Han mener desuden, at politiets skal beføjelser udvides.

- Det er potentielt et spørgsmål om liv og død, for der er kronisk syge og ældre, som kan miste livet, og dem skal både vi og de unge tage hensyn til.

- Politiet bør have midlerne til at afsløre de bagmænd, der arrangerer piratfesterne, så de kan stoppes inden, siger han til Ritzau.

Politiet oplever, at flere søger mod piratfester

Den seneste tid har politiet flere gange måttet lukke piratfester, hvor unge mennesker har samlet sig i større grupper på steder, de ikke har tilladelse til at være.

Blandt andet skete det tilbage i august, da Københavns Politi lukkede en piratfest ved en skaterbane på Nørrebro i København.

Ved den lejlighed oplyste politiet, at de ikke havde et overblik over, om der var kommet flere piratfester under coronakrisen, men at man oplevede, at flere søgte mod den type af fester.

Facebook
Twitter