Region er dømt for nordsjællandsk olieforurening

Husejer i Frederikssund blev ladt i stikken af myndighederne, som overså forurening, siger Østre Landsret

Region Hovedstaden skal betale en halv million kroner til ejeren af en ejendom i Frederikssund, fordi myndigheden ikke gjorde opmærksom på olieforurening.

Svigtet opstod i Frederiksborg Amt, fastslår Østre Landsret i en dom, hvor Frederikssund Kommune og de tidligere ejere af ejendommen dog går fri.

Ejeren overtog ejendommen i 2005, og efter et lille års tid blev han opmærksom på forureningen.

Oliefilm på vandet i haven

Det var et gammelt fodermesterhus fra 1771, som der skulle gøres noget ved.

I sommeren 2006 regnede det meget, og da ejeren stod og arbejdede på et stillads, kunne han pludselig se oliefilm på vandet i haven.

Olien viste sig at stamme fra en lækket olietank på nabogrunden. Selv om amtet havde fået tilstrækkelig information om problemet, blev ejendommen ikke kortlagt som forurenet.

Fejlen skyldes, at amtet simpelt hen overså informationen. Og dette er en "klar fejl," noterer landsdommerne.

Svarede ikke korrekt

De tidligere ejere fik ikke besked om forureningen, inden de solgte, og amtet besvarede ikke et oplysningsskema korrekt.

Den nuværende ejer havde krævet to millioner kroner af både Region Hovedstaden, kommunen og det par, som solgte til ham.

Imidlertid reagerede han for sent over for sælgerne, fremgår det af dommen.

Han kom først med sit krav et år og ni måneder efter, at han var havde rejst krav mod myndighederne.

/ritzau/