Region Syddanmark på vej med center til funktionelle lidelser

Region Syddanmark har ikke noget center til funktionelle lidelser, men det er på vej.

(Arkiv) I en helt ny rapport slår Sundhedsstyrelsen fast, at der er behov for en langt mere helhedsorienteret indsats for patienter med funktionelle lidelser. (Foto: Lars Helsinghof Bæk © Scanpix)

I en ny rapport slår Sundhedsstyrelsen fast, at der er behov for en langt mere helhedsorienteret indsats for folk, der lider af funktionelle lidelser.

Styrelsen anbefaler, at alle regioner skal lave centre, hvor man samler læger, psykologer og ergoterapeuter, der har kendskab til de funktionelle lidelser, og som kan hjælpe patienterne og rådgive de praktiserende læger.

I dag findes der kun sådanne centre i Region Midtjylland, Region Sjælland, og så er der et på vej i Region Hovedstaden.

På Odense Universitets Hospital erkender lægelig direktør Peder Jest over for Fyens.dk, at hospitalet ikke har været gearet til patientgruppen. Han ser gerne, at også Region Syddanmark opretter behandlingscentre, og hans bønner er blevet hørt.

Poul-Erik Svendsen (S), formand sundhedsudvalget i Region Syddanmark, siger til DR Nyheder, at regionen selvfølgelig skal have et lignende center.

- Det skal vi også have i Syddanmark, og vi er i gang med at finde ud af, hvordan det skal se ud. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der kommer med oplæg til politikerne til efteråret, siger Poul-Erik Svendsen.

Hvorfor har I ikke lavet et lignende center noget før, har I ikke taget patientgruppen alvorligt?

- Jo, vi har. Det må være ubehageligt at have symptomer, der ikke får diagnose. Folk med funktionelle lidelser er udsat gruppe, som vi skal hjælpe det her center. Og hvis vi kan trække på erfaringen fra andre regioner, gør vi selvfølgelig det, siger Svendsen.

Rammer 300.000 danskere

Funktionelle lidelser er en omdiskuteret betegnelse, som dækker over, at folk er ramt af symptomer, der påvirker deres funktioner og livskvalitet i dagligdagen. Det kan være hovedpine, svimmelhed, kvalme og smerter i muskler og led.

Man anslår, at op mod 300.000 danskere har en funktionel lidelse, men de bliver behandlet meget forskelligt, afhængigt af hvor de bor i landet.

Astrid Nørgaard er overlæge i Sundhedsstyrelsen, og hun siger, at man kke betragter funktionelle lidelser som én bestemt diagnose.

- Det er en samlet betegnelse for en gruppe lidelser, som en stor gruppe danskere oplever, de har forskellige fysiske symptomer, som man ikke kender årsagen til, siger Astrid Nørgaard og fortsætter:

- Vi anbefaler, at regionerne griber bolden og samler fagfolk og viden. Det betyder, at man som patient ikke længere skal rejse rundt fra den ene specialist til den anden i flere måneder men at man med det samme bliver tilset af en række forskellige specialister.

Danske regioner har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man får ført Sundhedsstyrelsens anbefalinger ud i alle regioner. Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, mener ikke, at der bør være forskel på, hvordan man bliver behandlet alt efter hvor man bor.

- Generelt bør der ikke være forskel på kvaliteten af de tilbud, man får, når man bor i København eller Aarhus. Derfor har vi nedsat en arbejdsgruppe på tværs af de fem regioner. Der lægges op til, at der skal laves nogle regionale centre, og arbejdsgrupperne skal se på, hvordan det skal gøres. Så patienterne får en mere entydig indgang til behandling og en mere samlet ekspertise, siger hun.

OM FUNKTIONELLE LIDELSER

  • Funktionelle lidelser dækker over en bred vifte af fysiske symptomer, som ikke kan begrundes i en anden kendt diagnose.

  • Sygdommen er multifaktoriel. Det betyder, at der er både fysiske, psykiske og sociale årsager.

  • Ofte skyldes sygdommen en kombination af et sårbart sind og så en belastning - fx stress. Den kan også udløses af en konkret begivenhed som fx. en trafikulykke.

  • Patienter, der har funktionel lidelse har ofte fået stillet en af følgende diagnoser:

  • Fibromyalgi,

  • Kronisk træthedssyndrom,

  • Irritabel tyktarm,

  • Kronisk komplekst smertesyndrom

  • Somatiseringstilstand

  • Duft- og kemikalieoverfølsomhed

  • Kronisk piskesmældKilde: Aarhus Universitetshospital

Facebook
Twitter