Regioner vil skrotte vaccineplan og gå efter alder: Giver sundhedsfagligt mening, siger ekspert

Danske Patienter og flere partier er imod.

I stedet for den nuværende inddeling i 'vaccinationsgrupper' vil Danske Regioner nu vaccinere efter alder. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Regionerne vil skrotte vaccineplanen og i stedet begynde at vaccinere efter alder, når vi er færdige med de grupper, vi har påbegyndt vaccinationen af.

Det vil betyde, at danskerne skal vaccineres efter deres årgang - startende med de ældste danskere, hvorefter man vil bevæge sig nedad efter alder.

Den nuværende udrulning af vaccinerne har nemlig været ramt af en del 'uhensigtsmæssigheder', lyder det fra Danske Regioner.

- Vi har vaccineret i flere forskellige grupper af borgere, og det har blandt andet ført til store frustrationer blandt borgere, der ikke har vidst, om de var i særligt øget risiko, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).

Derudover ser hun en mulighed for at modvirke, at borgere bliver skuffede, når de må gå forgæves efter en vaccine.

- Der er blevet inviteret langt flere personer, end vi har haft vacciner til. Det kan vi undgå, hvis vi vaccinerer per årgang, siger hun.

Bliver yngre patienter med for eksempel svære lungesygdomme ikke skubbet langt tilbage i køen med den her løsning?

- Jeg vil gerne understrege, at vi lige nu er i gang med at vaccinere 200.000 borgere i gruppen for særligt sårbare. Så der vil være rigtig mange af dem, der bliver vaccineret nu her. Og så vil der være mange, hvor der ikke vil være den store forskel på, om de bliver vaccineret på baggrund af alder, eller fordi de tilhører en særlig gruppe, siger Stephanie Lose.

Forsker: Alder er det farligste

Pandemiforsker på Roskilde Universitet Lone Simonsen har længe været varm fortaler for en vaccinationsstrategi, hvor man vaccinerer efter alder og ikke grupper. Det giver nemlig ikke kun logistisk mening, men også sundhedsfaglig mening.

- Det er nemmere at administrere, og dataen siger, at alder er den overvældende risikofaktor for alvor covid-sygdom og død.

- En rask 60-årig er i meget, meget højere risiko end en 30-årig med sukkersyge, siger Lone Simonsen.

Hun anerkender dog, at der vil være en gruppe personer, der vil blive ramt af et skift i vaccinestrategien.

- Det vil være dem, der har siddet derhjemme og har ventet rigtig, rigtig længe på en vaccine, fordi de mener, at de er i højrisiko. De må i stedet vente, til deres aldersgruppe står for tur, men det går jo altså ret hurtigt lige nu.

Vil vi redde liv ved et strategiskifte?

- Vi kommer i hvert fald hurtigere i mål med vaccinationerne. Så kan det godt være, at man kommer til at spare nogle liv på den måde, men hvor mange det er, kan jeg ikke sige, siger Lone Simonsen.

Syge, unge mennesker vil komme bagerst i køen

Hos Danske Patienter er de fuldstændige enige i, at der har været stor forvirring og usikkerhed omkring vaccinesystemet. Men direktør Morten Freil advarer mod at ændre noget nu.

- Det vil betyde, at særligt unge mennesker, med eksempelvis lungesygdomme, diabetes eller gigtsygdomme, kommer bagerst i køen. Det er særligt sårbare, der er risiko for et alvorligt forløb, hvis de smittes med coronavirus. De kan så ikke tage del i den genåbning, vi alle venter på kommer til foråret, siger han.

I stedet handler det om at skabe vished for borgerne, lyder det.

- Borgerne ringer til almen praksis, og det gør de ikke for at komme forrest i køen, men for at få vished. De tror måske, at de er glemt, og at vi ikke ved, at de har en sygdom.

- Så regionerne og almen praksis skal have indberettet samtlige sårbare borgere til Statens Serum Institut og informere dem om, hvornår de nogenlunde kan forvente at blive vaccineret, siger Morten Freil.

Begrænset politisk opbakning

Christiansborg er Dansk Folkeparti med på at ændre i rækkefølgen i vaccinationerne. Ifølge sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) er kaosset for stort i øjeblikket.

- Det er en rigtig god ide, at regionerne og lægerne kommer med, for der er så stort kaos i øjeblikket. Vi skal bare sikre, at alle i risikogrupperne er taget først, siger hun.

Regeringen og dens støttepartier er dog noget mere skeptiske. De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgren, frygter, at ændringer vil skabe endnu større kaos.

- Jeg synes stadig, at vi skal holde os til Sundhedsstyrelsens vaccinationsplan. Der ligger meget arbejde bag den og mange overvejelser omkring, hvem vi bedst beskytter.

- Vi løser ikke det problem ved at ændre strategi midt i det hele. At begynde at sadle om er ikke særlig klogt. Jeg er bange for, at det skaber endnu mere forvirring, siger Stinus Lindgren.

I SF kan alderskriterier først komme på tale, når alle de sårbare borgere er blevet vaccineret, lyder det fra sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

- Det er rigtig vigtigt for mig, at vi sikrer, at sårbare borgere og borgere med kroniske sygdomme ikke efterlades på perronen, inden vi går i gang med at vaccinere efter alder, siger hun.

S: Vi ændrer ikke planen

Regeringen har da heller ikke tænkt sig at lave planen om, forklarer Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S).

- Vi kommer ikke til at ændre på den plan, som Sundhedsstyrelsen har lagt frem. De har fået til opgave at lave planen og sikre, at vi får dækket befolkningen af bedst muligt, og at de rigtige vacciner kommer til de rigtige mennesker i den rigtige rækkefølge, siger han.

Han har en klar opfordring til regionerne og lægerne:

- De bør henvende sig til Sundhedsstyrelsen og gøre dem opmærksomme på, hvor de oplever, at der kan være problemer. Så må vi sammen finde ud af at få styr på det, men de kan ikke komme til Folketinget og regeringen og bede os trække noget ned over hovedet på Sundhedsstyrelsen. Det kommer vi ikke til, siger Rasmus Horn Langhoff.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen. De ønsker ikke at udtale sig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk