Regionerne mangler overarme at stikke i: Pop up-vaccinecentre i sommerlandet kan blive en del af løsningen

Hvis de ledige tider ikke snart bliver booket, kan det skubbe ved vaccinationsprogrammet, vurderer regionerne.

For mange ledige tider til for få arme er status på vaccinationerne lige i øjeblikket i flere regioner i Danmark (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Siden de første borgere blev vaccineret den 27. december sidste år, har det handlet om at udvide kapaciteten og uddele så mange stik som muligt.

Sådan er det ikke helt længere. Nu mangler der over stort set hele landet overarme at stikke i, selvom alle over 16 år er blevet inviteret til at lade sig vaccinere.

Derfor skal regionerne, der står for vaccineudrulningen, nu forsøge at lokke folk til, så vaccinationsbåsene ikke kommer til at stå tomme.

Første led i den plan hedder kraftige opfordringer, men den slags kan have en begrænset gennemslagskraft.

Derfor skal der også tænkes i andre baner, siger Karin Friis Bach (RV), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Hvis de ikke hjælper, så tror jeg faktisk, at de allerede er gået i gang med at se på lokalt i regionerne på, om der er nogle andre ting, man kan gøre for, at vaccinerne er nemmere tilgængelige.

Karin Friis Bach peger på afstand og geografi som nogle af de faktorer, der kan spille ind og forhindre folk i at bestille tid.

Pop-up-centre i sommerlandet

Men også sommerferien er udpeget som en mulig årsag til den faldende tilslutning, og en mulig løsning kunne derfor også være at møde borgerne ude i sommerlandet med såkaldte pop up-vaccinationscentre.

- Det kan sagtens være, at det er en god mulighed, siger formanden for sundhedsudvalget og fortsætter:

- Og det er noget af det, jeg tænker, man lokalt kan bestemme i hver region, hvis man ser, at nu er der særligt mange, der er i et bestemt sommerferieområde, for så kan det være en god idé at lave et pop-up-center der.

Én af de regioner, der overvejer at begynde at rulle midlertidige vaccinationscentre ud i sommerlandet - hvis de ledige tider ikke snart bliver booket - er Region Sjælland. Det fortæller lægefaglig enhedschef i regionen, Søren Wistisen Rasmussen til TV2 News.

- Det, vi overvejer, er at lægge noget mere ud i de decentrale vaccinationscentre i ferieområder – det kan være, at folk er der.

Kan rykke på vaccinekalenderen

Det er regionerne selv, der fastlægger den strategi for vaccineudrulningen, som de finder bedst, og det er kun Region Hovedstaden, der i øjeblikket ikke savner vaccinationsparate borgere.

I sidste ende kan de mange ledige tider betyde, at regionerne ikke når deres mål for antallet af stik, og at slutdatoen for vaccinationsprogrammet rykker sig.

Derfor ærgrer det også Karin Friis Bach, at kapaciteten ikke bliver udnyttet.

- Vi har jo lagt et kæmpe arbejde ud i regionerne i at få skaffet alle de her tider. Siden vi i sidste uge hørte, at der kom over en million ekstra vacciner, har det været en kæmpe udfordring at få skaffet personale og få hele setuppet op at køre, siger hun med henvisning til de 1,17 millioner doser, som Danmark har købt i Rumænien.

Facebook
Twitter