Regionrådsformand efter chefs protestopsigelse: Det er trygt at føde på Riget

Bekymrende at chef for Rigets fødselsafdeling går, men personalet mærker presset mere end de fødende, siger regionsrådsformand.

Jeg har ikke nogen tal, der viser, at vi har flere fødsler, der går galt end andre steder, siger Region H's formand, Sophie Hæstorp Andersen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Arbejdspresset på en af landets største fødeafdelinger er blevet så stort, at klinikchefen på Rigshospitalets Obstetrisk Klinik, Morten Hedegaard, forlader sit job i protest.

Og det både ærgrer og bekymrer hovedstadens regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Men hun understreger, at det fortsat er trygt at lade sit barn komme til verden på Riget.

- Ja, det er trygt. Jeg har ikke nogen tal, der viser, at vi har flere fødsler, der går galt end andre steder. Konstateringen er nok nærmere, at personalet oplever, de løber så stærkt, at rigtig mange af dem brænder ud. Det er rigtig alvorligt, for vi har lige nu mangel på jordemødre, siger hun til DR Nyheder.

Babyboom og sparerunde

Morten Hedegaard har haft jobbet som klinikchef i 14 år og er en af landets mest respekterede inden for sit felt.

- Det er efter min opfattelse nu svært at have det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel, skrev han ifølge Politiken i går i en mail til medarbejderne.

Sophie Hæstorp Andersen siger, at travlheden på afdelingen blandt andet kan forklares med et babyboom og en større sparerunde i sommer, og Region Hovedstaden har allerede tilført flere midler.

- Vi har løbende kigget på fødselsområdet og flyttet fødsler fra Riget og tilført flere penge. Men det kan ikke lave om på, at vi i sommer for eksempel skulle igennem en stor sparerunde, fordi vi sad med store økonomiske udfordringer.

Minister i samråd om sagen

Rigshospitalets fødeafdeling fik i januar i år et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af for stor arbejdsmængde og tidspres.

Og ifølge klinikchefen er arbejdspresset så voldsomt, at personalet alt for ofte arbejder under, hvad afdelingen definerer som 'rød zone'.

Den blev ellers indført som værende en arbejdsgang defineret som en absolut nødløsning for afdelingen.

Politiken beskriver, at ’rød zone’ er, når arbejdspresset er så stort, at ’personalet eksempelvis er nødt til at forlade den fødende kvinde lige efter fødslen, selv om det ikke er fagligt eller menneskeligt hensigtsmæssigt’.

Morten Hedegaards opsigelse har allerede vakt opsigt på Christiansborgs gange, og derfor kalder Socialdemokratiet og SF sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) i samråd om sagen.

- Venstre og sundhedsministeren bærer et meget stort ansvar helt konkret i forhold til fødegangene. Venstre fjernede de penge, der var sat af i finansloven, da vi havde en rød regering, siger Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen til Ritzau.

Dybt bekymrende

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen afviser heller ikke, at der kan komme endnu flere penge til fødeafdelingen på Riget.

- Jeg anerkender fuldt ud, at personalet har løbet stærkt og føler, de skal lave feberredninger. Når Morten Hedegaard, som er en dygtig og empatisk leder, går, bliver jeg dybt bekymret og tænker, det er noget, vi må kigge på igen.

Men, siger hun; særlige områder kan ikke fredes, for det vil betyde, at der skal tages penge andre steder fra som for eksempel psykiatrien og de medicinske patienter.

Sophie Hæstorp Andersen har en forventning om, at fremtidsudsigterne ser bedre ud, idet regionen med et nyt børnehospital vil give bedre vilkår for børn og de fødende.

- Rigshospitalet har sværere rammer end andre fødesteder, fordi vi blandt andet ikke kan indlægge manden sammen med mor og barn, som vi kan gøre det på andre af vores afdelinger. Det er også derfor, vi bygger et nyt børnehospital, siger hun.

Derudover håber formanden på, at et øget optag på jordemoderuddannelsen i hovedstaden vil tage noget af arbejdspresset i årene, der kommer.

Har du født dit barn på Riget eller skal føde på afdelingen, vil DR Nyheder meget gerne høre din historie. Skriv til journalist Maja Maach på mlrk@dr.dk.

FacebookTwitter