Regionsdirektør i Region Midtjylland, Pernille Blach Hansen, kalder medarbejderne i regionens whistleblowerordning for "enormt dedikerede" og whistleblowerorganet for et af landets mest fokuserede.
Det sker, efter selv samme organ har fået kritik for ikke at gribe ind i kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital.
Som DR tidligere har beskrevet, fik regionens whistleblowerordning allerede en henvendelse tilbage i november sidste år, der advarede om livstruende ventetider på kræftoperationer. I henvendelsen stod der også, at personalet ikke længere fagligt kunne stå inde for forholdene.
Henvendelsen blev dog ikke vurderet af sundhedsfagligt personale, men af tre direktører i en vurderingkomité.
Først 22. marts i år kom koncernledelsen i Region Midtjylland med en intern vurderingsrapport om lægernes henvendelser til whistleblowerordningen. Det var, tre dage efter at DR bragte sin første afsløring om de kritisable forhold for kræftpatienter på mave- og tarmkirurgisk afdeling.
Til trods for det så har Pernille Blach Hansen fuld tillid til ordningen. Det skyldes blandt andet, at der fremover skal sundhedsfagligt personale ind i sagen, når en sag har med patientsikkerhed at gøre.
- De har været enormt dedikeret på whistleblower-opgaven og brugt tid og kræfter på at undersøge forskellige spor. Men de har simpelthen ikke fanget, at der er akutpatienter i klemme i denne her sag, og det beklager vi alle sammen meget dybt, siger Pernille Blach Hansen i et interview i P1 Orientering.
Den manglende reaktion fra regionens direktion har også rystet flere politikere i Region Midtjylland.
- Det står jo med flammeskrift her, at det her er et råb om hjælp, siger Anders G. Christensen, der sidder i regionsrådet for Venstre.
- Jeg er rystet over, at man skulle bruge fire måneder på at finde ud af, at der var så alvorlig en sag.
Lyt til hele interviewet med Pernille Blach Hansen her.
Pernille Blach Hansen: De har læst dokumenterne grundigt
Pernille Blach Hansen fortæller, at hun ikke selv har set brevet, og derfor heller ikke kan kommentere, hvad der står i det. Heller ikke den rapport, som der blev lavet til direktionen i regionen efter henvendelsen, kan hun kommentere.
- Den rapport, som der blev lavet, og som vi har siddet med, er fortrolig. Så jeg kan ikke yderligere gå ned i den elementer i den, siger hun og tilføjer, at regionen er optaget af, at sagen ikke skal gentage sig.
Men hvis I er så optaget af, at sagen ikke skal gentage sig, så må du vel også være optaget af at spørge dine medarbejdere, hvordan det kan være, at de ikke læste det, som de burde?
- Jamen, jeg tror ikke, jeg kan ikke sige andet end, at jeg har haft dygtige medarbejdere på sagen, som har læst dokumenterne grundigt og gået i gang med at undersøge forskellige elementer. Men de fanger ikke, at der aktuelt er patienter i klemme, og at det virkelig haster. Nogle gange sker det, at mennesker begår fejl, og det her er en fejl, siger hun.
Har du tillid til, at de kan håndtere den slags sager?
- Jeg har tillid til, at de kan håndtere den slags sager, og jeg vurderer, det er vigtigt, at vi får lagt nogle sundhedsfaglige kompetencer på. Derfor har vi nu sagt, at der skal sundhedsfaglige øjne på, hvis det er sager, der har med patientsikkerhed at gøre.
Vil ikke kommentere, om hun selv bør gå
Til Jyllands-Posten siger du, at I er færdige med ansættelsesretlige skridt. Er I stoppet, fordi I er nået til jeres egne job?
- Forretningsudvalget havde en drøftelse i sidste uge, hvor jeg blandt andet redegjorde for, hvordan direktionen havde håndteret sagen, og hvordan vi havde været involveret. Det var en fin drøftelse, og så har jeg ikke yderligere at tilføje til det.
Stoler du på, der ikke ligger andre sager i whistleblowersystemet, der på samme måde burde have været hastebehandlet, men som af en eller anden grund ikke er blevet det?
- Jeg tror simpelthen ikke, I kan finde mange andre whistleblowerhåndteringsorganer i Danmark, der er så fokuseret på at få sundhedsfaglige problemer løst så hurtigt som muligt som i Region Midtjylland. Vi vil gøre det yderste for det.
- Jeg har en grundlæggende tro på, at mennesker lærer af at begå fejl, og at man også på den måde bliver endnu bedre til at løse sit job i morgen. Jeg er sikker på, at jeg har nogle meget dygtige medarbejdere, der selvfølgelig vil lære af det her, siger Pernille Blach Hansen.