I 2014 bliver den nye akutordning i Region Hovedstaden ikke billigere end den gamle lægevagt. Efter startvanskeligheder siger Region Hovedstadens formand Sophie Hæstorp Andersen (S) nemlig, at regionen kommer til at bruge de 15 millioner kroner, som ellers var den kontante, årlige besparelse.
- Det er min vurdering, at de 15 millioner kroner, der er blevet afsat som en buffer, hvis vi nu havde problemer, at de penge skal nok komme i spil, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR Nyheder.
- Men vi går ikke ud over budgettet, som altså i alt svarer til, hvad den tidligere lægevagt kostede.
Utilfredsstillende
Den nye akutlinje begyndte ved årsskiftet og har budt på lange ventetider, hvilket har fået formanden for statsrevisorerne Peder Larsen til at kritisere de ansvarlige for at have været for dårligt forberedt.
Det erkender Sophie Hæstorp Andersen, og hun er ærgerlig over, at de 15 millioner kroner allerede skal bruges nu.
- Det synes jeg selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, men det vigtigste for mig er, at den kommer til at virke, og at den kommer til at virke ordentligt for borgerne, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Den rigtige løsning
Trods startvanskelighederne er formanden dog ikke i tvivl om, at 1813-linjen er det rigtige for Region Hovedstaden.
- Selv idéen med 1813 - at man visiterer til skadestuerne, de steder, hvor der er kortest ventetider - det er den rigtige løsning, og derfor skal det også komme til at virke, siger formanden.
- Det er derfor politikerne afsatte en buffer i sin tid, det var at have sikkerhed for, at man kunne reagere. Det har aldrig været et besparelsesprojekt, det her, det er målet, at det skal give bedre kvalitet for borgerne.
Sophie Hæstorp Andersen vil ikke give noget bud på, hvornår akuttelefonen virker efter hensigten, men siger blot, at regionen hele tiden arbejder på at gøre ventetiden kortere.
Se interviewet med Sophie Hæstorp Andersen øverst på siden.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52d18bec6187a213f81e484f