Registreret som kræftsyge ved fejl

Klinik misforstod koder til Landspatientregistret og indberettede raske kvinder som kræftsyge. Fejlen blev opdaget ved et tilfælde.

324 raske kvinder fik brev om, at de ifølge registrene havde en kræftsygdom. (© DR)

En spørgeskemaundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse har afsløret, at knap 3000 danske kvinder ved en fejl er blevet registreret som syge af brystkræft, selv om de er raske.

Fejlen er sket, fordi Frederiksstadens Røntgen- og Ultralydsklinik i København har misforstået indberetningsreglerne til Landspatientregisteret. Siden 2009 har klinikken derfor konsekvent indberettet alle kvinder, der blev rutinemæssigt mammografiscreenet på klinikken, som kræftsyge.

- Det er en utrolig beklagelig tastefejl, siger Leslie Christensen, overlæge med specialeansvar i brystdiagnostik på Frederiksstadens Røntgen- og Ultralydsklinik i København.

Intet i vejen med kvaliteten

Leslie Christiansen understreger, at der ikke er grund til at være bekymret over af scanningerne. Der har nemlig ikke været noget galt med kvaliteten af de brystundersøgelser, klinikken har lavet.

- De er også blevet registreret korrekt i forhold til videre behandling i sundhedsvæsnet, så kvinderne har på den baggrund ikke grund til at være nervøse. Det er alene i forhold til Landspatientregistret, der er sket en fejl, siger Leslie Christensen.

Opdaget ved et tilfælde

Fejlen blev opdaget, da Kræftens Bekæmpelse i sidste uge begyndte en stor spørgeskemaundersøgelser blandt kræftpatienter.

Ved hjælp af data fra Landspatientregistret skriver Kræftens Bekæmpelse ud til i alt 8000 kræftpatienter for at undersøge deres oplevelse af sundhedsvæsnet som kræftsyg.

Men også 324 raske kvinder fik brev om, at de ifølge registrene har en kræftsygdom, og at Kræftens Bekæmpelse derfor gerne ville vide, hvordan de oplever sundhedsvæsnet.

Sundhedstyrelsen, der administrerer Landspatientregisteret, oplyser, at man er bekendt med sagen og nu er i dialog med klinikken om fejlregisteringen.

Klinikken er gået i gang med at registrere de mange undersøgelser korrekt.

Facebook
Twitter