Rejepillere må døje med klorgas og 80 timers arbejdsuge

Populære vietnamesiske rejer bliver produceret under kummerlige forhold.

Rejepillerne i Vietnam arbejder ofte under kummerlige forhold. (© Hoang Nguyen) (© Hoang Nguyen)

Vietnamesiske kæmperejer hitter i Danmark. Men de mennesker, der arbejder i den vietnamesiske rejeindustri, er ansat under kummerlige forhold. Der er tale om arbejdsuger på mere 80 timer med kun 2 fridage om måneden. En stor del af tiden i kraftige klordampe. På én fabrik var der 2-3 medarbejdere, der hver måned besvimede på grund af udmattelse.

Hverken brancheforeningen for de vietnamesiske rejeproducenter, VASEP, eller de fabriksledelser, der har ansvaret, kan genkende problemerne, eller mener at der er tale om generelle problemer.

P1 Orientering har sammen med det undersøgende medie, Danwatch, undersøgt arbejdsforholdene på rejefabrikker i Vietnam, der leverer asiatiske kæmperejer til danske supermarkeder.

Vietnamesiske rejer er en milliardforretning

Danwatch har været i Vietnam for at undersøge, hvordan de populære kæmperejer egentlig produceres i et land, der i 2017 ifølge den vietnamesiske brancheforening VASEP, eksporterede rejer for 24 mia. kr. om året. I Danmark får vi størstedelen af vores asiatiske rejer fra vietnamesiske rejefabrikker.

Det er en stadig voksende del af Vietnams rejeeksport, der ender i Europa og i Danmark, og for at holde eksporttempoet i vejret er der travlt for arbejderne på de vietnamesiske rejefabrikker.

Det kan den 37-årige rejearbejder Ngoc Anh tydeligt mærke. Hun er ellers svær at få fat i. Hun har nemlig kun 2-4 fridage om måneden.

Ugentlig arbejdstid på 83 timer

Ngoc Anh arbejder som rejepiller på en fabrik i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam. Hun sidder på gulvet i de omtrent 25 kvadratmeter, der udgør hendes hjem. Her bor hun med sin mand og tre børn. På snore i loftet hænger vasketøj, og ved hendes side står et fjernsyn og et lille gaskomfur.

Hun arbejder på en rejefabrik, der sender rejer videre til blandt andet Danmark. Den seneste måned før vi var på besøg, arbejdede hun 83 timer om ugen i snit – eller hvad der svarer til 335 timer om måneden.

Selv med så mange timer er der ingen penge tilbage, når måneden er omme, og slet ikke noget er sparet op. Dermed arbejder hun langt mere, end vietnamesisk lov og ILO, FNs internationale arbejdsorganisation, tillader.

Det er rejer som disse, der bliver produceret iVietnam. (Foto: Grafik: Morten Fogde)

Når man arbejder på en af de mange rejefabrikker i Vietnam, er det typisk arbejde, hvor man enten piller, koger, friterer eller pakker rå rejer, inden de fryses og sendes videre.

Ngoc Anh fortæller, at hun typisk har 4-5 dagvagter i træk, hvor hun arbejder fra 5.30 om morgenen til kl. 18, ofte med et par times overarbejde uden tillæg. Derefter er det nattevagter i de følgende 4-5 dage.

I Danmark har man typisk nogle fridage, når man overgår fra daghold til nathold eller omvendt. I den vietnamesiske rejeindustri, hvor Ngoc Anh arbejder man fra dag til nat.

Når hun skifter mellem dag- og nattevagter, så vender hun døgnet ved at arbejde. Det foregår ved at møde kl. 11 om formiddagen. Herefter arbejder hun i 17 timer med to timers pauser ind imellem. Dermed er hun i alt på arbejdspladsen i 19 timer.

Den marathon-omstilling skal Huyen Ngoc Anh igennem cirka en gang om ugen.

Ngoc Anhs kontrakt, som vi er i besiddelse af, giver indtryk af, at reglerne bliver overholdt. Her står, at hun er ansat til at arbejde otte timer om dagen, seks dage om ugen, hvilket svarer til 48 timer om ugen. Det, der står i kontrakten, er altså inden for vietnamesisk lov.

Men Ngoc Anh er ikke alene om de lange arbejdstider. De arbejdere, som Danwatch har talt med, fortæller alle lignende historier. Og der er altid nogen, der skal arbejde over – det bliver afgjort på dagen, hvor man får at vide, om man skal blive længe eller ej.

Arbejdsforhold overholder ikke reglerne

Chefen for den danske fagforening, 3Fs international afdeling, Jesper Nielsen, siger, at forholdene hos Ngoc Anh er langt over grænsen:

- Det her bør kun forekomme under usædvanlige forhold, som for eksempel i en katastrofesituation, hvor man er nødt til at arbejde igennem, og det er jo elendig arbejdsgiverpraksis.

Han kalder arbejdsvilkårene i rejeindustrien værre, end hvad han normalt hører om i resten af verden.

- Det her holder de ikke til ret længe. Det er unormalt lang arbejdstid. De fleste lande har en normal-arbejdstid på otte timer, for det er det ILO har som standard. 11 timer eller mere er ikke normal arbejdstid, siger Jesper Nielsen, 3F.

ILO er FN's internationale arbejdsorganisation, der har repræsentanter fra både arbejdstager- og arbejdsgiver side.

Andreas Rasche, professor på CBS og ekspert i virksomheders sociale ansvarlighed, mener heller ikke, at arbejdstiderne og forholdene hører sig til på en arbejdsplads, heller ikke i Vietnam:

- Det er ekstremt skammeligt og uforsvarligt, at folk har vagter på 17 timer på den måde. Derudover er der ingen tvivl om, at det er dybt uansvarligt at have et setup, hvor fabriksansatte på fast basis arbejder mindst 11 timer om dagen, siger han.

- Arbejdsuger på over 83 timer er ulovlige i forhold til ILOs retningslinjer, siger Andreas Rasche.

Kronisk bihulebetændelse er helt normalt

Ulovlige arbejdstider - nogle gange næsten i døgndrift - er slemt nok i sig selv, men for rejearbejderne i det sydlige Vietnam omkring det enorme Mekong-delta er umenneskelige arbejdstider langt fra det eneste, der ikke er godt nok.

Vi har også mødt Gia Han, hun er i midt-tyverne og arbejder i sushiafdelingen på en stor rejefabrik, der leverer til det danske marked. Hun har arbejdet på fabrikken i 3-4 år, og allerede et år efter hun begyndte fik hun konstateret kronisk bihulebetændelse på grund af dampe fra den klorin, der bliver brugt på fabrikken. Det er en kronisk bihulebetændelse, der ifølge lægerne ikke forsvinde igen.

Da hun begyndte på rejefabrikken, måtte hun af og til blive hjemme flere dage ad gangen, inden hun var klar til at tage tilbage.

Gia Hans sundhedsproblemer begyndte næsten lige efter, at hun blev ansat.

- Efter min første uge, hvor jeg stod op på arbejdet på fabrikken, hævede mine ben så meget, at jeg var nødt til at ligge ned. Langsomt vænnede jeg mig til det, siger Gia Han.

Lokale læger, sundhedspersonale, og en række rejearbejdere fortæller samstemmende, at forholdene gør arbejderne syge. Det skyldes ekstreme arbejdstider med klorindampe fra rengøring og rejeskylning, for få pauser, og langvarigt stående arbejde. Enkelte arbejder også under ekstremt høje temperaturer og dehydrerer på grund af det.

Rejemellemleder: Folk besvimer

- Det er sjældent, men det sker. Det er måske to-tre gange om måneden, at nogen besvimer, siger Minh Quang, der er mellemleder på en af de større rejefabrikker i området.

Minh Quang har indvilget i at fortælle, hvad der foregår inde på den fabrik, han arbejder på. Han er klar over, at arbejderne bliver syge af arbejdsforholdene og han mener, at de burde have bedre vilkår.

- Næsten alle medarbejdere lider af bihulebetændelse, siger han.

Han mener, at det skyldes de utilstrækkelige mundbind og de klordampe, der ofte hænger i luften på fabrikkerne.

Klorin bruges til at gøre rent med, men bruges også, når der ryger rejer på gulvet. Så bliver rejerne samlet op, dyppet i et bad af klorin og vand, og lagt tilbage på båndet.

Ifølge Minh Quang er kravene på fabrikken så store, at der hver måned er medarbejdere, der besvimer, og medarbejdere, der græder over ikke at få lov til at forlade arbejdspladsen når de er syge.

Minh Quang fortæller, at fabriksledelsen presser mellemlederne til ikke at give for mange arbejdere fri.

-Det er sjældent, at arbejderne klager over forholdene. Sådan er kulturen i Vietnam. Kun én gang har jeg set en kvinde, der var syg, gøre indsigelser. De fleste bider tænderne sammen og arbejde igennem, siger Minh Quang.

Sundhedsproblemerne er kendt

På sundhedscentrene i området får de ofte henvendelser fra arbejdere fra rejefabrikkerne, fortæller Lhuong Thai Nguyen, der er læge på et Community Health Center i det sydlige Vietnam.

- Det er meget almindeligt i det her område at have bihulebetændelse. Arbejdsforholdene gør det nemt at få diagnosen, og jeg vil vurdere, at cirka 50 procent af de patienter vi får ind med bihulebetændelse kommer fra reje- og fiskefabrikker”, siger Lhuong Thai Nguyen.

Arbejderne fra rejefabrikkerne i området kommer også med andre lidelser. Der er flere tilfælde af blodmangel til hjernen, hævede mandler, udmattelse, stress-symptomer og dårlig ryg, fortæller Lhuong Thai Nguyen.

Mangelfuldt sikkerhedsudstyr

Der bliver udleveret mundbind til de ansatte, der arbejder med kloringasser, men mundbind er slet ikke tilstrækkeligt, hvis der er klorgasser i luften, fortæller chef for 3Fs internationale afdeling, Jesper Nielsen:

- Mundbind ved jeg ikke, hvad du vil bruge til i den forbindelse. Skal man have et filter mod klorgas skal det være af en helt anden kaliber. Det skal være et filtrerende åndedrætsværn, som dækker mund og næse komplet, hvis der er risiko for at indånde klorgas, siger han.

-Da klorholdige dampe irriterer slimhinden, endda meget ved øjne og luftveje, skal man ikke arbejde, hvor der er klordampe, siger han og understreger:

- Klorin kan afgive giftig klorgas ved kontakt med andre kemiske stoffer. Det kan være sure rengøringsmidler som wc-rens og eddike. Klorgas kan give vand i lungerne og føre til, at en person drukner indvendigt. Og man skal heller ikke have klor på huden.

Ingen af de arbejdere, som Danwatch var i kontakt med, gjorde brug af filtrerende åndedrætsværn, der dækker mund og næse, eller kendte til nogen arbejdere, der brugte dem.

Arbejdsgiverne kan ikke genkende problemerne

Fabrikkerne, vi har besøgt, er alle medlemmer af brancheforeningen Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers (VASEP). Vi har spurgt dem, hvad de siger til de historier, som er vi har hørt.

VASEP erkender, at hvis medarbejdere arbejder 17 timer, så er det et brud på reglerne. Le Hang, der er vicedirektør for VASEP mener dog, at man skal se på hver enkelt medarbejders sag:

- Det er ikke muligt at konkludere, at disse arbejdstimer er lovlige eller ulovlige. Det vil være nødvendigt at nærstudere det fra sag til sag, siger vicedirektør i VASEP, Le Hang.

Ingen af de fabriksledelser, der har svaret os, kan genkende beretningerne om de dårlige arbejdsforhold. I et skriftligt svar fra Duc Dung, der er en del af ledelsen på en af fabrikkerne i området, står der:

- Vi har ikke fundet nogen tilfælde, hvor arbejdere har de problemer I beskriver og arbejdernes sundhed er et af vores væsentligste anliggender.

De supermarkedskæder, der sælger rejer i danske supermarkeder, der stammer fra de specifikke fabrikker Danwatch har undersøgt, kender ikke til, at der er sket brud på reglerne. Det drejer sig om Coop (SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma), Salling Group (Føtex og Bilka), Reitangruppen (Rema 1000) og Aldi.

- Vores egne retningslinjer foreskriver, at arbejdstiden skal følge ILO’s krav om 48 timer om ugen og overarbejde må max være 12 timer om ugen og skal begrænses. Dermed stemmer de af Danwatch forelagte arbejdstider ikke overens med de krav, vi stiller til vores leverandører, skriver Anne-Louise Thon Schur, CSR-ansvarlig for Rema 1000.

Salling Group, der har kæderne, Føtex og Bilka er overrasket.

- Det, der bliver beskrevet, stemmer ikke overens med vores Code of Conduct, og vi har allerede indledt en dialog med vores leverandør for at bede om en redegørelse, skriver Kasper Reggelsen, media relations manager, Salling Group, i en mail.

Vi stiller krav til vores leverandører, der er inden for rammerne af ILO. Hvis ovenstående er korrekt og repræsentativt - og gældende for de producenter, der leverer til os, så bliver vores krav ikke efterlevet til fulde, skriver Aldi til os.

Alle supermarkedskæder foretager kontrolbesøg, men de besøg kan være problematiske siger Signe Frese, CSR-chef i Coop:

- Der er fordele og ulemper ved alle typer besøg. Ved et annonceret eller semi-annonceret audit har producenten mulighed for at forberede sig, hvilket gør, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det er et helt nøjagtigt øjebliksbillede auditøren får, siger Signe Frese.

(Navne er ændret og stednavne er udeladt for at beskytte de arbejdere der medvirker. Deres identitet er kendt af redaktionen.)