Rejser er 'uhørt billige’: Hvis du vil løbe risikoen, så køb nu

Med udsigter til at man kan komme udenlands til sommer, kan det være en god idé at bestille billetter nu, mener eksperter.

Blå himmel og varme briser under udenlandske himmelstrøg kan blive en realitet til sommer efter ny aftale. Og flybilletter er 'uhørt billige'. (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og mange begynder at drømme om sydens solrige stråler.

Og grundet den manglende turisme rundt omkring i Europa er turen til syden billig. I hvert fald i øjeblikket.

Men hvad skal man så gøre? Skal man bestille nu, eller skal man vente?

For man kan risikere, at smitteudviklingen i Danmark, eller landet du skal til, stiger markant. Og det kan føre til flyaflysninger, rejseforbud eller karantæne, når man vender hjem.

Spørgsmålene kommer, fordi partierne i Folketinget, undtagen Nye Borgerlige, har vedtaget en ny aftale, der gradvist åbner op for, at danskerne igen kan rejse ud og mærke sydens varme.

Den nye aftale er opdelt i fire faser, og i den sidste fase, der forventes at starte fra den 26. juni, kan man få lov til at holde sommerferie i Europa, hvis man har et EU-coronapas.

Men hvis man udelukkende ser på priserne for fly og hotel, så kan det svare sig at købe billetter nu.

Det fortæller Ole Stouby, der er direktør for prissammenligningssiden travelmarket.dk.

- Jeg har lavet et pristjek i morges, og der kan man komme sydpå i juni med fly og hotel fra 1.500 kroner. Og hvis vi ser på den absolutte højsæson i slutningen af juni, så ligger priserne på fly og hotel fra 2.000 kroner, all inclusive fra 3.000 kroner og femstjernet hotel for 3.500 kroner. Og det er uhørt billigt.

Priser kan skyde i vejret

Det er svært at afgøre, hvorvidt priserne forbliver billige, men hvis man venter med at købe til højsæsonen, nærmer sig, kan der være risiko for, at priserne skyder i vejret. Det afhænger alt sammen af udbud og efterspørgsel.

- Normalt vil sommersæsonen starte forsigtigt omkring påske og toppe i juli og august, men vi kan komme til at se en meget komprimeret og kort højsæson, hvor der kan komme en efterspørgsel, der er mindst lige så stor som udbuddet. Og så vil priserne stige, siger Ole Kirchert Christensen, redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

  • Mennesketomme lufthavne har gjort, at udbuddet for flybilletter er steget, og priserne bliver skubbet i bund. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Mallorca er et populært feriested for mange danskere, og i øjeblikket er det billigt at komme afsted. (Foto: Enrique Calvo © Scanpix)
  • Hvis man er mere til kulturferie end charterferie, kan flybilletter til Berlin findes fra 500 kroner i juli måned. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)
1 / 3

Og de lave priser afspejler, at vi ikke har haft mange muligheder for at rejse udenlands det sidste års tid.

- Der er så mange flyselskaber, der har brug for at flyve igen og få kunderne tilbage. Og der er konsekvensen bare, at når der er mange om buddet, så bliver priserne lave, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker hos Sydbank med ekspertise i luftfartsbranchen.

- Flyselskaberne skal forsøge at tiltrække kunder. Så de vil gøre, alt hvad de kan for at stimulere efterspørgslen. Men det er en svær kabale, for de kender ikke efterspørgslen i øjeblikket, fortsætter han.

Flere søger på rejser

Noget kan dog tyde på, at danskernes rejseinteresse igen er blevet pirret.

Hos rejsesøgemaskinen momondo er søgningerne på internationale flyrejser steget med 50 procent, efter at regeringen meldte ud, at rejserestriktionerne lempes.

Priserne er stadig markant lavere end før corona, men den sidste uge har der været en generel prisstigning på 6 procent, oplyser momondo.

- Vi kan allerede nu se, at det især er de klassiske soldestinationer i Sydeuropa, som trækker. Priserne er generelt lave, men vil også fluktuere meget. Men der er altså stadig mange populære destinationer, hvor man kan finde en god pris på flybilletter, siger Per Christiansen, momondos danske talsperson.

Slå til nu, hvis du tør

Da corona stadig ikke har sluppet sit tag på Europa helt endnu, kan tanken om at rejse til sommer lyde noget risikabelt. Men man kan aldrig være helt sikker på, hvordan situationen i landet, man skal til, vil se ud, når først man står og skal afsted.

Men hvis man er villig til at tage chancen, kan det være en god idé at slå til nu.

- På nuværende tidspunkt afspejler priserne, at der stadig er stor usikkerhed om, hvornår efterspørgslen sætter ind, så det kan være en rigtig god idé at bestille nu, hvis man absolut vil afsted, lyder det fra Ole Kirchert Christensen, der er redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

Og Jacob Pedersen er enig. Men man skal tænke over, hvilket flyselskab man booker billetter hos.

- Hvis man vil løbe risikoen og finder et flyselskab, hvor aflysning og refunderingsmuligheder er i orden, så skal man købe nu, fortæller han.

Flyselskabets vilkår kan nemlig blive din redning, i tilfælde af at landet, du skal besøge, lukker ned.

- Hvis et land siger, at de ikke skal have nogle på besøg og lukker, så har du forhåbentlig købt din flybillet på nogle vilkår, der gør, at du kan afbestille uden at miste penge. Det er en vigtig ting at kigge efter, når man bestiller, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening.

Og hvis man skulle stå i den uheldige situation, at landet, man er på ferie i, lukker ned, så skal man - formentlig - ikke frygte en karantæne, når man kommer hjem.

- Som aftalen er nu, kan du rejse uden, at du skal i karantæne, når du kommer hjem. Men det kan jo ændre sig, hvis landet, du kommer fra, får et kæmpe smitteudbrud. Jeg tror dog ikke, at det ender med, at man skal i karantæne, men en indrejsetest er sandsynlig, fortæller Lars Thykier.

Hvis du vil følge med i de forskellige rejsevejledninger, bliver de løbende opdateret inde på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Herunder kan du se, hvordan de forskellige faser for rejseaktiviteten ser ud.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk