Rejser frarådes til fire nye lande: 'Stor forskel forbrugernes rettigheder'

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Portugal, Holland, Schweiz og Østrig.

Mange danskere har tidligere taget turen til Amsterdam i efterårsferien, men nu fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til Holland. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt, men coronavirus gør det endnu engang usikkert, om danskerne kan holde den i udlandet.

Udenrigsministeriet fraråder nemlig nu også alle ikke-nødvendige rejser til Portugal, Holland, Schweiz og Østrig.

Det skyldes, at de fire landes smittetal har passeret grænsen sat af de danske myndigheder. Den går ved 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen, hvorefter ikke-nødvendige rejser frarådet.

Ændringen træder i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag.

Udfordrende for forbrugere

De nye rejsevejledninger giver endnu engang udfordringer for danskere, der har bestilt rejser til de lande, der er endt på listen.

Der er nemlig stor forskel på, hvordan man står stillet som forbruger, fortæller Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Hvis man for eksempel har købt en pakkerejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til, kan man nemlig få pengene retur.

Det er straks mere problematisk, hvis man har booket fly og hotel selv, siger han.

- Hvis flyet går, hvilket det meget vel kan gøre, så har du ikke nogen specifikke rettigheder, bare fordi Udenrigsministeriet fraråder rejse. Der er det et spørgsmål om at have en rejseforsikring, der dækker.

Og selvom man har en rejseforsikring, er man nødt til at tjekke, at den dækker, da det ikke gælder for alle.

Ingen rettigheder

Så hvis man har planer om at rejse i efterårsferien, anbefaler han, at man holder godt øje med rejsevejledningerne - og være forberedt på, at de kan ændre sig.

- Man skal være klar over, at verden er meget omskiftelig i øjeblikket, siger han.

Derfor har han en klar opfordring: Hold dig til pakkerejser, fordi at man altså her har ret til at aflyse rejsen, hvis Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledningen inden afgang.

Selvom det ikke er ulovligt at rejse til landene, som allerede er på Udenrigsministeriets liste, så fraråder Vagn jelsøe det.

- Hvis du bestiller en rejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til, så har du ingen rettigheder.

Regionale forskelle

De nye lande på listen er langt fra gode nyheder for en i forvejen presset rejsebranche.

Portugal, Holland, Schweiz og Østrig er nemlig populære rejsemål for danskere i efteråret og sensommeren, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, til Ritzau.

Han mener, at de danske myndigheder burde lave regionale rejsevejledninger, da der er store regionale forskelle på smittetal i landene.

- Nogle af de lande, der nu lukkes for, har ikke problemer i hele landet, men kun i dele af det - typisk i storbyerne. Og så giver det ikke mening, at man lukker for rejser til hele landet, siger Lars Thykier.

Ungarn blev for få uger siden sat på listen over lande, der frarådes rejser til.

Dengang skyldtes det, at landet havde indført et krav om karantæne for rejsende til Ungarn, men nu er det ifølge Udenrigsministeriet grundet smittetal.

Facebook
Twitter