Rekordfå alvorlige øjenskader

Seks alvorlige øjenskader blev det til nytårsaften. Det er rekordfå, melder overlæge John Thygesen fra Rigshospitalets Øjenklinik.

Seks alvorlige øjenskader blev det til nytårsaften. Hvor det tidligere var børn, er det i dag unge mænd, som får øjenskader. (Foto: Jacob Hokland- DR Syd)

Aldrig har antallet af øjenskader en nytårsaften været så lavt som denne gang.

På landsplan er der sket seks alvorlige øjenskader, og det er langt lavere end de foregående to år, siger overlæge John Thygesen fra Rigshospitalets Øjenklinik.

Det er første og fremmest unge mænd, der er kommet til skade.

- Førhen var det børn, der kom til skade. Men det ser ud til at hele fyrværkerimønstret har ændret sig i Danmark, således at det mere er unge mænd, der køber lidt dyrere fyrværkerityper så som batterier og store raketter, siger John Thygesen til P3 Nyheder.

De seks, der er blevet ramt af fyrværkeri, risikerer at miste synet på enten det ene eller begge øjne.

- Det er så alvorligt, at de er indlagt på en øjenafdeling. Og hovedparten af de patienter er enten opereret i nat eller kommer på operationsbordet i dag, siger John Thygesen.

Facebook
Twitter