Rekordhøj straf: Dødsbilist skal fire år i fængsel for trafikdrab på kvinde

23-årig mand er idømt fire år og seks måneder for trafikdrab.

En ung mand er blevet idømt fire år og seks måneders fængsel for at have trafikdræbt en kvinde i København.

Det har Københavns Byret netop afgjort. Og det er den højeste straf, der er blevet givet i sager om trafikdrab.

Den 23-årig mand havde en promille på 1,01, da han i november i fjor påkørte og dræbte 46-årige Cilla Olander Johansson i København.

Og så havde han stoffet THC i blodet, der stammer fra hashrygning.

Blev ramt med 91 kilometer i timen

Manden var tiltalt for uagtsomt manddrab, og anklageren havde krævet mindst fire års fængsel.

Kvinden blev kørt ned på H.C. Andersens Boulevard med minimum 91 kilometer i timen. Hastigheden var så høj, at hun fløj gennem luften.

- Der er ingen undskyldende omstændighed. Du brager ind gennem byen i høj fart, lyder det fra dommer Per Holkmann Olsen.

Den 23-årige var sammen med tre passagerer på vej til København fra Farum, hvor de havde festet.

Passagererne i bilen har fortalt, at farten under køreturen nåede op på over 200 kilometer i timen.

Den dømte har valgt at anke dommen til Østre Landsret, hvor han går efter en mildere straf.

Facebook
Twitter