Rekordhøje karakterkrav: Her skal du have det højeste snit for at komme ind

International Business på Copenhagen Business School kræver det højeste gennemsnit nogensinde.

Det er især uddannelser med fokus på psykologi, økonomi og medicin, der er blandt uddannelserne med de højeste gennemsnit. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © dr)

Studerende med en forhåbning om at blive psykolog eller læse klinisk biomekanik eller molekylær biomedicin har højst sandsynligt haft mere fokus inde i klasseværelset end nede i fredagsbaren.

De kræver nemlig nogle af de allerhøjeste gennemsnit for at komme ind på de videregående uddannelser. Alle uddannelserne kræver nemlig et snit på mere end 11 for at komme ind på kvote 1.

Du kan se alle tallene for uddannelserne her.

Der er dog én uddannelse, der kræver et endnu højere snit - International Business på Copenhagen Business School, der også er kendt som Handelshøjskolen.

Her er kravet et karaktergennemsnit på 12,4, hvilket er det højeste snit nogensinde for en videregående uddannelse. 1.195 søgte ind på International Business, men kun 180 kan starte efter sommerferien.

Her er top 11 over uddannelserne med højest adgangskrav

  • 12,4 - International Business, Frederiksberg, Copenhagen Business School – Handelshøjskolen

  • 11,9 - Cognitive Science, Aarhus C, Aarhus Universitet

  • 11,8 - Psykologi, København K, Københavns Universitet

  • 11,8 - International Business and Politics, Frederiksberg, Copenhagen Business School - Handelshøjskolen

  • 11,5 - Forsikringsmatematik, København K, Københavns Universitet

  • 11,3 - Psykologi, Aarhus C, Aarhus Universitet

  • 11,3 - Klinisk biomekanik, Odense M, Syddansk Universitet

  • 11,2 - Psykologi, Odense M, Syddansk Universitet

  • 11,2 - Business Administration and Digital Management, Frederiksberg, Copenhagen Business School – Handelshøjskolen

  • 11,2 - Professionsbachelor, kommunikation, Aarhus N, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

  • 11,2 - Molekylær biomedicin, København K, Københavns Universitet

Højere og højere karakterer

Der har de seneste år været meget debat om, hvor stor en rolle karakterer skal have for studerende.

Antallet af unge med stress og angst stiger og stiger, men det ser altså ikke ud til, at det har fået dem til at smide bøgerne og lukke computeren.

International Business er nemlig langt fra den eneste uddannelse, hvor gennemsnittet for optag er blevet højere.

Blandt de 20 uddannelser med højeste gennemsnitskrav er størstedelen steget, og man skal helt ned til nummer 42 på listen, før man finder en uddannelse med et snit på under 10.

Det kan dog være slut med de rekordhøje karakterer. I december blev et bredt flertal i Folketinget nemlig enige om at sløjfe den omdiskuterede karakterbonus på 1,08.

Hvordan får du svar på din ansøgning, hvis du er uddannelsessøgende?

  • Klokken 00.01 får du svar på din ansøgning, hvis du har søgt ind på en videregående uddannelse.

  • Man får kun et enkelt svar - også selvom du måske har søgt flere uddannelser. Enten får man et tilbud om enten en studieplads, en standby-plads eller et afslag, hvis du ikke er kommet ind.

  • Hvis du tilbydes din tredje prioritet for eksempel, så betyder det, at du ikke er kommet ind på din første eller anden prioritet.

  • Hvis du får afslag, vil du også modtage en liste over de ledige pladser, der stadig er på både andre uddannelser eller uddannelsessteder.

Kilde: Undervisningsministeriet