Rekordlavt asyltal får regeringen til at lukke to asylcentre

Ministeren kalder det en god nyhed, mens Dansk Flygtningehjælp mener, det er en ærgerlig udvikling.

'Det er historisk'. Sådan lyder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) reaktion på det rekordlave asylantal. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Danmark har i årets første otte måneder sat rekord.

I 30 år er der aldrig kommet så få asylansøgninger, som der er fra januar til og med august.

Det viser tal fra Udlændingestyrelsen og Danmarks Statistik.

Og det er gode nyheder, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S):

- Vi er selvfølgelig godt tilfredse med, at meget af det, vi arbejder for, nu lykkes, lyder det.

Asylcentre lukker

I de første otte måneder af 2020 er der afleveret 978 asylansøgninger.

Det står i kontrast til de første otte måneder af 2019, hvor Danmark fik 1.782 asylansøgninger. I 2018 lå tallet på 2.343.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Som følge af det rekordlave antal asylansøgere har S-regeringen i dag offentliggjort, at de lukker to opholdscentre samt et beredskabscenter.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

På de to opholdscentre – hvor asylansøgerne kan opholde sig, mens deres sag behandles – er der plads til op mod 200 asylansøgere.

Dansk Flygtningehjælp: Overraskende

Men selvom udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er godt tilfreds med udviklingen, mener Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Charlotte Slente ikke, at Danmarks lave asyltal er noget at være tilfreds med.

Overrasker det jer, at Danmark sætter den rekord nu?

- Ja, det gør det sådan set. Det undrer mig i forhold til de behov, der er i verden: Vi ser ikke en mere fredelig verden. Vi ser ikke, at færre mennesker bliver fordrevet. Vi ser faktisk det modsatte, forklarer hun.

I 2019 var der 79,5 millioner flygtninge og fordrevne i verden. Det er en stigning fra 2018, hvor der var 70,8 millioner.

- Så det er ikke udtryk for, at der kommer færre fordrevne i verden – desværre, siger Charlotte Slente.

Minister om rekord: ’En god nyhed’

Selvom der er knap 80 millioner flygtninge og fordrevne rundt om i verden, mener Mattias Tesfaye, at det er en positiv udvikling, at Danmark i år slår en 30 års rekord for antal asylansøgninger:

- Det er en god nyhed. Dels fordi vi kan hjælpe flere tættere på konflikterne, når færre søger her – vi kommer simpelthen længere for pengene, jo tættere vi hjælper på konflikterne. Og dels fordi vi har flere penge til vores eget velfærdssamfund.

Er det et mål i sig selv at få så lavt antal asylansøgere som muligt?

- Ja. Fordi dele af udgifterne til at behandle asylansøgningerne går fra udviklingshjælpen, så jo flere der søger asyl her, jo færre kan vi hjælpe ude i verden. Derfor skal vi holde asyltallet nede, siger han og fortsætter:

- Men også fordi det er en udfordring for vores velfærdssamfund at skulle integrere så mange mennesker. Derfor er det en målsætning for regeringen at holde asyltallet lavt.

Hos Dansk Flygtningehjælp medgiver man, at hjælp i nærområderne, hvor mennesker flygter fra, er et nødvendigt fokus.

Her mener man dog ikke, at hjælpen i nærområderne udelukker, at man også kan tage flere asylansøgere:

- Der er ikke brug for det ene eller det andet – der er brug for begge dele. Landene i nærområderne har værtskabet for 80 procent af verdens flygtninge. Så de løfter allerede en stor opgave. Vi mener derfor, at landene i Europa burde tage en større del af tørnen, lyder det fra Charlotte Slente.

Corona-restriktioner bremser asylansøgere

Ifølge Charlotte Slente er det ikke let at forklare, hvorfor der i årets første otte måneder er rekord få asylansøgninger i Danmark.

- Overordnet set er det vanskeligt at pege på én bestemt faktor, der har betydning for antallet af asylansøgninger til et givent land, i dette tilfælde Danmark.

Ikke desto mindre understreger Dansk Flygtningehjælp, at de mange restriktioner som følge af spredningen af coronavirusset har gjort det sværere end normalt for flygtninge at komme til den danske grænse og søge asyl.

- Den danske regering indførte øget grænsekontrol i marts, men asylansøgere havde stadig adgang, siger hun og fortsætter:

- De nedlukninger og rejserestriktioner, der blev indført rundt omkring, kan have betydet noget for asylansøgertallet.

Ikke flere kvoteflygtninge

I 2020 tager Danmark 200 kvoteflygtninge. Det er på trods af, at der i forrige finanslov blev afsat penge til at tage op til 500.

Men selvom asyltallet er rekordlavt, fastslår Mattias Tesfaye, at regeringen ikke har intentioner om at tage flere kvoteflygtninge.

Vil regeringen overveje at tage de sidste 300 kvoteflygtninge ind, nu hvor tallet for asylansøgninger er så lavt?

- Nej. Vi har valgt at tage 200, siger han.

- Det gør vi, fordi vi har valgt at gå forsigtigt frem. Det kan godt være, at der i et par år har været lave asyltal, men Danmark har stadig meget store integrationsudfordringer. Vi har et efterslæb efter mange års politik med for åbne døre.

Og den beslutning vækker ærgrelse hos Dansk Flygtningehjælp:

- Vi kunne jo godt ønske os, at Danmark viste mere solidaritet. Nu er vi i en situation, at asylansøgertallet er så lavt, så det ærgrer os, at den danske regering ikke vil tage flere kvoteflygtninge, siger Charlotte Slente.

Tallene for 1990-2000 dækker over antallet af behandlede asylansøgninger. Antallet af modtagne asylansøgninger har derfor været højere end vist i infografikken.

Facebook
Twitter