Rekordmange børn ender i fængsel

Børn bliver i stigende grad sendt i fængsel sammen med hærdede kriminelle. Selv om det er i strid med FN's Børnekonvention.

Aldrig er så mange kriminelle under 18 år endt i fængsel sammen med hærdede forbrydere, fordi der ikke var plads til dem på de sikrede institutioner.

I 2008 var institutionerne fuldt optaget, og det betød, at de syv institutioner tilsammen måtte sende 243 kriminelle børn videre til de rigtige fængsler.

Ondt at sende børn i fængsel

Og det er en stigning på 50 procent i forhold til 2007, hvor 164 børn blev sendt i voksenfængsler, viser en opgørelse fra Danske Regioner.

- Det er bestemt af det onde at sende 15 til 17-årige i fængsel. Vores opgave er at resocialisere de unge, og det gør man ikke i et fængsel, siger formand for Danske Regioners social og psykiatriudvalg, Bent Normann Olsen, til dr.dk/nyheder.

Han er ked af, at børnene havner i fængsel ved siden af drabsmænd og afstumpede voldsforbrydere, fordi der ikke er tilstrækkeligt med pladser på de sikrede institutioner.

Fastholder dem i kriminalitet

Ifølge næstformand i Børnerådet, psykolog Ole Kyed, er det "ingenlunde tilfredsstillende", at så mange børn henvises til fængsler.

- Det er et problem, der skal tages alvorligt. Det er kriminalitetsstigmatiserende for dem at sidde i fængsel. Det fastholder de unge i kriminalitet. De må have deres egne pladser, siger Ole Kyed til dr.dk/nyheder.

Han forklarer, at de unge kriminelle har helt andre behov for at komme videre, end det fængslerne kan tilbyde.

Strider med FN's Børnekonvention

Børnerådet har tidligere gjort opmærksom på, at det strider imod FN's Børnekonvention at sende unge under 18 i fængsel sammen hærdede kriminelle.

Artikel 37 i FN's Børnekonvention siger da også tydeligt, at "... især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne...".

- Man burde spørge politikerne om, hvor området er så underprioriteret. Hvad er årsagen, er det mangel på viden?, spørger Ole Kyed.

Behov for flere pladser

Siden 2001 er antallet af ungdomskriminelle, der er blevet sendt i fængsel steget hvert år, men stigningen har ikke tidligere været så stor, som den var fra 2007 til 2008. Alligevel mangler der fortsat pladser, og formand for Danske Regioners social og psykiatriudvalg, Bent Normann Olsen, er da heller ikke i tvivl om, at behovet er der.

- Man kan se, hvor mange vi er nødt til at afvise. Tallene taler for sig selv. Der kommer fem pladser i år, og der ti flere på vej. Men der behov for yderligere pladser. Vi er klar, vi skal bare have en godkendelse fra velfærdsministeren, siger Bent Normann Olsen.

I dag er der 121 sikrede pladser til kriminelle mellem 15 og 17 år. Sidste år var der 843 anbringelser, mens i alt 283 blev afvist. De 243 fordi der ikke var plads og 40 af andre årsager.

FacebookTwitter