Rekordmange dropper kriminalitet: Malik er en af dem

Færre tidligere indsatte falder tilbage og får en ny dom, viser tal fra Kriminalforsorgen.

- Har du set, at jeg har fået et kørekort?

Malik Mathiassen presser luft ud mellem tænderne i en hvislende lyd, og trækningen af et smil farer over hans mund. Han er stolt.

- Det er for sygt, mumler han næsten hen for sig selv, mens han viser kortet frem til manden, der sidder ved siden af ham på caféen. Han fortæller i to korte sætninger, at han bestod både teori- og køreprøve i første forsøg. De to mænd ved begge, at Malik Mathiassen ellers ikke er velbevandret i succeshistorier, når det kommer til skolegang.

- Det er meget godt, lyder det minimalistisk fra Malik Mathiassen, mens hans sidemand smiler anerkendende tilbage. For det er meget godt.

En del af statistikken

Hvert år opgør Kriminalforsorgen, hvor mange tidligere indsatte, der modtager en ny dom inden for to år. Malik er en del af statistikken – både den dårlige og den gode. For han har siddet inde, men siden han kom ud i 2013, har han holdt sig væk fra kriminalitet.

I nogle år har udviklingen ellers set trist ud – flere og flere faldt tilbage til kriminalitet. Men i 2010 knækkede kurven. 25,3 procent – eller hver fjerde – holder sig nu ikke på dydens smalle sti, to år efter de har afsonet, og det er et fald på 9,3 procent.

- Det synes jeg er meget, forklarer Annette Esdorf, der er centerdirektør for Center for Straffuldbyrdelse i Kriminalforsorgen. Nogle af de medvirkende årsager er det løft, man har givet de forebyggende tiltag i fængslerne. Alle fængsler tilbyder uddannelse indtil 10. klasse til de indsatte, og misbrugere har mulighed for at komme i behandling.

- Vi ved at misbrugere ofte fortsætter i kriminalitet for at finansiere deres misbrug. Og mange af dem, der sidder i fængslerne, har ofte en dårlig eller slet ingen uddannelse. Og jo mere ballast man kan give dem, jo større er chancen for de kommer i arbejde efterfølgende.

Ingen retning

I nogle år cyklede Malik Mathiassen lidt frem og tilbage mellem nogle uddannelser – for at suge noget SU, som han selv udtrykker det. Der var problemer derhjemme, så der var han ikke meget. I stedet hang han ud med venner og bekendte og røg hash. Det med skolen blev ikke til det store.

- Jeg havde ikke nogen retning, og så opbyggede jeg en følelse af ligegyldighed. Kombineret med stoffer og druk… Så bliver den følelse farlig. For så kan man bare gøre, som man vil.

Han startede med et røveri, det gik uden problemer.

- Og hvorfor så ikke gøre det igen? Og så gjorde jeg det igen og igen og igen. Og så blev det bare det, jeg var god til.

Men så blev han taget. Malik Mathiassen røg bag tremmer og afsonede 3 år og 10 måneder for røverierne. Noget af tiden var på den stoffri afdeling, og det betød også, at det var slut med at ryge hash. Han beskriver følelsen som lidt af en kliché, men det gjorde noget ved ham at få stofferne ud og nogle drømme om fremtiden ind i stedet. Nu er han i gang med at uddanne sig til eventkoordinator. Han har taget grundforløbet, men han mangler stadig at finde en elevplads.

Fodlænke og samfundstjeneste klarer sig bedst

Tre ud af fire tidligere dømte oplever lignende succeshistorier. Men ligesom der er stor forskel på forbrydelserne, er der også stor forskel på, hvor mange der kan holde sig væk fra kriminaliteten.

For hvis man deler statistikken mere op, er det tydeligt at indsatte, der har begået mindre alvorlige forbrydelser, og som får en dom til samfundstjeneste eller kan afsone i fodlænke, i noget højere grad bliver lovlydige borgere. Blandt de, der har afsonet i fodlænke, er det kun 16 %, der får en ny dom indenfor to år. De, der har afsonet i fængsel, har det sværere. Her ender 34,5 % med at falde tilbage. Men det er naturligt, forklarer Annette Esdorf:

- Når man kommer i fængsel, vil man mange gange miste sit job, sin bolig og nogle gange også familien, og så er det vanskeligt at klare sig uden at lave ny kriminalitet, når man kommer ud. Og så har fængslet desværre den dårlige indflydelse, at de kriminelle kan influere hinanden.

Det handler med andre ord om at have et godt netværk, når man kommer ud.

En gang kriminel, altid kriminel

Det er derfor, Malik Mathiassen sidder og viser sit spritnye kørekort frem på Café Exit i København i dag. Caféen er et mødested for mennesker som ham – tidligere indsatte, der har brug for hjælp og vejledning til at komme i gang med et nyt liv uden for tremmerne.

- Det er jo fantastisk, at der er nedgang i kriminaliteten, udbryder Hans Andersen, der er informationsmedarbejder i caféen, når snakken falder på de nye tal fra Kriminalforsorgen. Men han er bange for, den udvikling ikke fortsætter. For han mener, at betjentene bruger for meget tid på visiteringer og ransagninger af cellerne.

- Det skal til, men det tager fokus fra den positive udvikling med at få de indsatte i uddannelse og arbejde, ærgrer han sig.

Malik Mathiassen har fået ”en sød kæreste”, han laver musik og synger i Fangekoret sammen med Hans Andersen, der lige nu beundrer det lille lyserøde plastikkort, der ikke bare beviser, at Malik Mathiassen kan køre bil, men også at han kan finde ud af at gennemføre noget.

I går var han til anden samtale om en elevplads. En plads, han brændende håber på at få – men samtidig frygter han at blive skuffet. For det har været svært at finde fodfæste i samfundet.

- Der er en generel holdning: En gang kriminel, altid kriminel. Folk har svært ved at tro på, hvis man gerne vil noget andet. Men for mig har det bare betydet, at jeg nok skal vise dem, at jeg også kan noget andet!

Hør Malik Mathiassen fortælle, hvad der især hjalp ham ud af kriminalitet:

Facebook
Twitter