Rekordmange læger udskriver cannabismedicin

Men Lægeforeningen mener, at de bør vente med at udskrive cannabis, fordi der ikke er tilstrækkelig dokumentation for effekt.

I alt får 500 danskere nu danskfremstillet cannabisolie eller kapsler med cannabisekstrakt udskrevet af deres læge. (Foto: Dennis Olsgaard © dr)

Siden årsskiftet er efterspørgslen på cannabismedicin steget markant.

Sådan lyder det fra apoteker Kristian Østergaard Nielsen.

- I dag er der flere og flere læger, som finder det fagligt relevant at bruge de her cannabisholdige lægemidler til deres patienter, siger han.

Siden januar sidste år har Kristian Østergaard Nielsen været apoteker på Glostrup Apotek vest for København. Det er det eneste apotek i Danmark, der fremstiller cannabismedicin.

Farmaceuterne har i knap halvandet år fremstillet olier og kapsler med cannabisekstrakt i apotekets laboratorielokaler.

Til at starte med var der kun en enkelt læge, der udskrev cannabispræparaterne, men i dag er Kristian Østergaard Nielsen dagligt i kontakt med læger, der gerne vil vide mere om medicinen.

- De vil rigtig gerne have viden om korrekt dosering. Meget ofte har de fået en henvendelse fra en patient, andre gange har de selv søgt viden om det og finder det relevant til en eller flere patienter, fortæller han.

500 patienter i behandling - endda enkelte børn

Medicinen kan i princippet udskrives af alle landets læger til alle patienter, hvis lægen tager ansvar for det og udskriver en recept.

Kristian Østergaard Nielsen vurderer, at mellem 50 og 60 læger fra hele landet udskriver medicinen. I oktober sidste år var antallet mellem 20 og 30.

- Vi ser det efterhånden spredt ud over hele landet. Det er ikke noget, der kun er knyttet til hovedstadsområdet, siger apotekeren.

I øjeblikket er omkring 500 patienter i Danmark derfor i behandling med apotekets cannabisholdige produkter. Det er mere end dobbelt så mange som for et halvt år siden.

På apoteket fremstiller farmaceuterne to forskellige typer af cannabisolie. Den ene er med indholdsstoffet thc, der er det stof i cannabisplanten, som man også kan blive skæv af. Den anden olie indeholder stoffet cbd, der er et ikke euforiserende stof fra cannabisplanten.

Medicinen kommer fra cannabis-planter, der bliver dyrket i østrigske drivhuse. I Tyskland bliver planten forarbejdet, og de virksomme stoffer bliver trukket ud af planten her. Ekstraktet køber Kristian Østergaard Nielsen så, forarbejder det og laver både tabletter og olier af det.

- Meget ofte ser vi, at præparaterne bliver udskrevet til smertepatienter, der har prøvet al anden smertebehandling først. Vi ser det også brugt mod kvalme efter kemoterapi, siger Kristian Østergaard og tilføjer, at enkelte børn med epilepsi er begyndt at få udskrevet cbd-olien.

- Det er meget nyt, og det er stadig meget få patienter, siger han.

Kristian Østergaard viser den ene type olie frem. Det er den ikke-euforiserende cbd-olie. (Foto: Dennis Olsgaard © dr)

Mangler dokumentation for effekt

Når lægerne udskriver cannabisolierne og kapslerne fra Glostrup Apotek, så sker det på trods af, at Lægemiddelstyrelsen ikke har godkendt apotekets cannabisprodukter, fordi styrelsen savner dokumentation for effekt.

Derfor anbefaler lægernes formand, Andreas Rudkjøbing heller ikke, at hans medlemmer udskriver medicinen.

- Det er bekymrende, at medicinsk cannabis bliver taget i brug, når det ikke er godkendt af myndighederne. Vi har derfor ikke sikkerhed for, om det virker, og hvilke bivirkninger der er forbundet med det, siger han og understreger, at han også er bekymret for, om patienter fravælger konventionel medicin til fordel for cannabis.

- Og at de på den måde ikke får behandlet deres sygdomme godt nok, siger han.

Derfor efterlyser lægeformanden mere forskning.

- Før vi har ordentlig dokumentation for, om medicinsk cannabis virker, bør man være meget varsom med at tage det i brug, siger han.

På apoteket i Glostrup efterlyser Kristian Østergaard Nielsen også mere forskning:

- Jeg håber og tror på, at der kommer mere klinisk forskning. Der er ved at blive planlagt nogle kliniske forsøg, og hvis det lykkes, så får man meget mere viden og evidens på området, siger han.

CANNABIS SOM MEDICIN

  • Det er ikke ulovligt for apotekere og farmaceuter at fremstille cannabis-medicin.

  • I halvandet år har Glostrup Apotek som det eneste danske apotek produceret cannabis-olier og tabletter.

  • Alle læger i Danmark kan udskrive medicinen.

  • Men cannabis-medicinen, der bliver fremstillet på apoteket, er ikke godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

  • Pga. begrænset dokumentation vil Lægemiddelstyrelsen ikke anbefale lægerne at udskrive medicinen.

  • Sygesikringen giver kun i meget få tilfælde tilskud til medicinen. Den koster cirka 2000 kroner for en flaske cbd på 30 ml eller thc på 10 ml. Til terminalt syge hospicepatienter bliver udgifterne dækket.

  • Et flertal i Folketinget har stemt for en forsøgsordning med den rå cannabisplante. Efter planen starter forsøget op i januar 2018.Kilde: Lægemiddelstyrelsen og Glostrup Apotek

Facebook
Twitter