Rekordmange rejsende giver flere flyforsinkelser i Københavns Lufthavn

Om sommeren er luftfart et stort dominospil, hvor en forsinkelse hurtigt får betydning for anden flytrafik.

I dag har der indtil videre været forsinkelser på mere end en tredjedel af alle afgange, oplyser Københavns Lufthavn. (Arkiv) (Foto: Claus bech © Scanpix)

Sommer er for mange lig med rejse, og det gjorde dagen i går til den travleste nogensinde i Københavns Lufthavn med 110.000 rejsende, der fløj ind og ud af det danske luftrum.

Desværre går sommerens høje passagerrekorder ofte i hånd med ventetid, og derfor har sommerferieflyvende også i år måttet væbne sig med tålmodighed, mens et stort antal flyafgange og ankomster har kæmpet med forsinkelser.

I dag har der indtil videre været forsinkelser på mere end en tredjedel af alle afgange, oplyser Københavns Lufthavn.

- Det er ikke unormalt, at der er forsinkelser, men i dag har vi haft lidt flere forsinkelser, end der plejer at være om sommeren, siger Lars Lemche, senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn.

Årsagen er ifølge Lars Lemche et strømnedbrud uden for lufthavnen sent fredag, som har ramt lufthavnens bagageanlæg, så det har kørt ujævnt lørdag formiddag. Dertil kommer den almindelige sommertravlhed i det europæiske luftrum.

- Her til eftermiddag har der været meget trafik på de europæiske luftveje og manglende plads i flere lufthavne, som har givet ekstra forsinkelser, siger han.

Et stort dominospil

Lars Lemche påpeger, at der ikke skal meget til, før forsinkelserne opstår, når der som i år er flere ruter, flere flyafgange og også markant flere passagerer.

- Luftvejene over Europa er mere end godt fyldte lige nu. Om sommeren er det derfor et kæmpe dominospil. Den ene forsinkelse på Kreta, Kos eller i København kan hurtigt føre den næste med sig, da alle fly typisk flyver frem og tilbage mellem flere destinationer på en dag, siger Lars Lemche.

Strejke blandt de franske flyledere er også ofte en omstændighed, der kan øge antallet af forsinkelser.

De franske flyledere, der koordinerer flyvninger i det franske luftrum, har nemlig ikke kun betydning for fly til og fra Frankrig, men også samtlige flyvninger fra Nord- til Sydeuropa, fordi det franske luftrum fungerer som en regulær motorvej for fly til de populære sommerdestinationer i for eksempel Spanien.

- Det er altid jokeren, der kan give endnu flere forsinkelser, og de rammer ofte ned midt i sommerperioden, understreger Lars Lemche.

Interessekonflikt i luftrummet

Samarbejdet mellem lande, lufthavne, flyselskaber og flykontrollører skal ifølge redaktør på netmediet check-in Ole Kirchert Christensen blive bedre, før bølgen af forsinkelser stilner af.

Det samme skal de fælles retningslinjer for flytrafikken i EU's medlemslande.

- Flylederne i Frankrig strejker blandt andet, fordi de er utilfredse med nogle af de reformer, den franske regering er i færd med at udvikle for at gøre systemer, der skal håndtere det europæiske luftrums flyvninger, mere effektive, siger Ole Kirchert Christensen og fortsætter:

- Planerne har været længe undervejs. EU gik i gang med at arbejde for et fælles europæisk styret luftrum i 2004, og det er man ikke i mål med endnu, fordi der er så mange forskellige interesser i luftrummet og de enkelte lande.

Flere forsinkelser frem mod 2040

Mens løsningerne lader vente på sig, øgets lufttrykket.

I 2017, hvor flytrafikken i Europas steg med fire procent, steg de gennemsnitlige forsinkelser ifølge Ole Kirchert Christensen med syv procent i det europæiske luftrum.

Og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte, hvis man skal tro fremskrivninger fra Eurocontrol, der forvalter Europas flytrafiknet.

I en rapport konkluderer Eurocontrol ifølge Reuters, at den store rejseefterspørgsel vil få antallet af europæiske flyvninger, der forsinkes med op til to timer, til at stige til det syvdobbelte frem mod 2040.

De nuværende systemer på luften og i jorden er nemlig ifølge Eurocontrol slet ikke gearet til at følge med væksten i flytrafik.

Kompensation

Indtil videre bliver størstedelen af forsinkelserne på fly ind og ud af Københavns Lufthavn holdt under en time, og Lars Lemche håber, at presset vil aftage, når sommeren er forbi.

- Vores forventning er ikke, at der bliver ved med at være mange forsinkelser, men intet er sikkert. Der er meget, vi ikke er herrer over, og når man rejser i den travleste sommerperiode, så er forsinkelserne næsten noget, passagerer må forvente. I stedet kan de glæde sig over, at de skal på ferie. Man kan jo også sidde i kø på en bilferie, siger han.

Hvis dit fly er mere end tre timer forsinket ved ankomst, har du ret til kompensation. Du skal dog altid møde op i lufthavnen inden den planlagte afgang. Også selvom du allerede ved, at flyet er forsinket.

Facebook
Twitter