Rekordstort græskar fra Nørre Nebel vandt i Tivoli

Jørgen Øllegaard Jensen satte dansk rekord med et græskar på knap et halvt ton.

Jørgen Øllegaard Jensen jubler over sejren i Tivoli. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Med sit enorme græskar på hele 485,4 kilo lykkedes det for Jørgen Øllegaard Jensen, at vinde Danmarksmesterskaberne i græskar i Tivoli.

Det var med en drøm om sejren, han havde taget turen til København fra Lunde ved Nørre Nebel i Sydvestjylland med sit græskar bag i varevognen.

- Det er dejligt, det er en stor ære. Jeg er meget glad. Alting er sådan set lykkedes for mig.

- Opskriften er min hemmelighed. Men jeg røber gerne, at komøg og masser af flydende gødning har fungeret ganske fint på mit græskar, fortæller han ifølge Ritzau.

Danmarksrekorden blev sat tilbage i 2012 og lyder på 451,4 kilo. Så Jørgen Øllegaard Jensen kan også glæde sig over at have slået rekorden med 34 kilo.

Jørgen Øllegaard Jensen er landmand til daglig og holder malkekøer. Han kom i gang med at dyrke store græskar ved en tilfældighed, fordi han synes, det kunne være sjovt.

Vinderen Jørgen Øllegaard Jensen fra Nr. Nebel, der samtidig satte ny Danmarksrekord på 485, 4 kilo. Nummer to blev Laurits Vagner på 14 år, fra Ringkøbing. LauritsVagners græskar vejede 236, 8 kilo. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Tricks mod råddenskab

Sidste års vinder, Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald i Jylland, der har vundet tre år i streg, stillede ikke op i år, da hans græskardyrkning fejlede og rådnede.

Årets vinder fortæller, at hans græskar har haft dyne på om natten, når det var for koldt. Desuden har han forskellige tricks til forhindre råddenskab.

- Vi har brugt børnepudder i begge ender, hvor stilkene går ind, og sat blæser på inde i drivhuset for at være sikker på, at der ikke kommer råd.

- For hvis der kommer lidt råd eller bakterier ind ved stilkene, så er det slut. Så er det et spørgsmål om 14 dage, så kan det pludselig falde sammen, fortæller han.

Vinderfrugten skal stå i Tivoli de næste tre uger, hvor havens Halloween-gæster kan se de syv kæmpegræskar, som konkurrerede om at blive årets orange sværvægter.

Facebook
Twitter