Religionslærere er blevet sky af burkadebat

Ophedet politisk debat om retten til at bære burka, om minareter eller ej, og om islamisering har givet kristendomslærerene i folkeskolen problemer.

Religionslærerne i Folkeskolen mener, politikerne har skabt en unuanceret debat, som gør det problematisk at undervise i ligheder og forskelle mellem religioner. (© DR)

Den skarpe politiske debat om religion får kristendomslærere i folkeskolen til at dukke hovedet og droppe de dele af faget, der handler om mødet mellem religioner. Det siger John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen til Kristeligt Dagblad. - Politikernes debat om for eksempel retten til at bære burka og mødremøderne på Holbergskolen i København er blevet så polariseret, at lærerne ikke vover at tage emnerne op i undervisningen, siger John Rydahl til Kristeligt Dagblad.

Han mener, at politikerne har en tendens til at kridte deres egen bane så tydeligt op, at der opstår en skyttegravskrig, hvor man i stedet for at diskutere konstruktivt bare skyder med skarpt på hinanden.

Ligheder er vigtige

Ifølge formanden for Religionslærerforeningen bliver elever meget mere engageret af en undervisning, som tager udgangspunkt i ligheder mellem religioner.

- Eleverne engageres ikke af en undervisning, hvor man fra start fokuserer på forskellighederne, understreger John Rydahl.

Sorthvid problematik

- Den bedste undervisning er, når man tager udgangspunkt i fælles stof og derefter langsomt bevæger sig hen imod forskelle mellem for eksempel kristendom og islam, forklarer han.

Ifølge Kristeligt Dagblad frygter Rydahl derfor, at den sorthvide debat, der får lærerne til at krybe uden om de sprængfarlige emner, kan få store konsekvenser.

Skader integrationen

- I værste fald kan det skade integrationen, fordi eleverne går ud af skolen med manglende eller forkert viden, siger han og undrer sig, fordi bedre integration er en mærkesag for mange politikere.

Afviser kritikken

Blandt de udskældte politikere er der ingen forståelse for kritikken. Både den konservative Naser Khader og Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, afviser at de er med til at skabe en unuanceret debat.

Facebook
Twitter