René må ikke få sit job igen efter mistanke om seksuelt overgreb

Politiet har droppet sigtelsen mod en pædagogmedhjælper, men han må ikke komme tilbage til institutionen.

René må ikke vende tilbage til den institution, hvor han har arbejdet i 23 år.

Man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Men mistanken slipper man ikke nødvendigvis af med. Det gælder måske især i sager om seksuelle krænkelser mod børn.

I april blev pædagogmedhjælperen René sigtet af politiet i en sag om seksuelt misbrug af et barn i den institution i Randers, hvor han har arbejdet de seneste 23 år.

Politiet frafaldt sigtelsen, da det blev vurderet, at det ikke var muligt at føre bevis. Den samme konklusion kom både Stats- og Rigsadvokaten frem til efter at have gransket sagen.

Men alligevel føler 43-årige René ikke, at retfærdigheden er sket fyldest.

For selvom der aldrig blev rejst tiltale mod René, så slog Randers Kommune allerede tidligt i forløbet fast, at han ikke må vende tilbage til sin arbejdsplads.

- Det er en dom for mig, når jeg havde et rigtig godt liv med fantastiske kollegaer og et godt samarbejde med forældrene, og det må jeg ikke vende tilbage til. Det tager jeg som en meget stor og voldsom dom, siger René.

'En sørgelig og trist sag'

Det er langt fra et perfekt system, vurderer Eva Smith, der er professor i jura og tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd. Hun kalder sagen for ”sørgelig og trist”.

- Retssystemet kan ikke rense dig for enhver mistanke. Det kan sige, at vi ikke har beviserne for, at noget er sket, men det kan ikke dømme nogen uskyldig. Det kan kun sige, at man ikke kan bevise, at personen er skyldig. Så i nogle tilfælde kan der være en mistanke om, at det påståede alligevel er sket, og det kan man ikke frigøre sig fra. Desværre, siger Eva Smith.

Hvad betyder det for individets retsstilling?

- Jamen, det er da utroligt sørgeligt, at det er på den måde, at man ikke kan frigøre sig fra en mistanke, som er blevet rejst, når det drejer sig om så alvorlige ting som seksuelle overgreb.

Eva Smith kalder det for en ”vanskelig principiel diskussion”, da det ofte kan have store konsekvenser at blive sat i forbindelse med misbrug af børn, og det vil ofte følge en person resten af livet. Men kommunen har andre hensyn at tage end den mistænktes retsstilling.

- Det er førsteprioriteten at drive nogle institutioner, hvor folk kan føle, at deres børn er sikre i forhold til seksuelle overgreb.

- Det er utroligt synd for den mand, der er blevet frikendt af det juridiske system, at han skal slæbe rundt på den mistanke, men der er et andet hensyn, der er tungere end hensynet til ham. Jeg kan ikke se, der er så meget andet at gøre, siger professoren.

Børn og forældre kommer først

Randers Kommune lægger ikke skjul på, at det først og fremmest er hensynet til børn og forældre, der er årsag til kommunens beslutning om at flytte René fra den institution, hvor mistanken opstod, til en anden institution.

- Jeg kan sagtens forstå, at han (René, red.) står i en helt urimelig situation. Det er uretfærdigt at havne der. Det er der ikke skyggen af tvivl om, siger Michael Maaløe, der er direktør for Børn og Skoleforvaltningen i kommunen.

Han mener, at beslutningen om at flytte René til en anden institution i kommunen er den bedste løsning, da det giver ro i den berørte institution og pædagogmedhjælperen mulighed for at komme videre i sit arbejdsliv.

- Vi driver daginstitution for børn og forældre. Og derfor må børn og forældre stå øverst på vores prioriteringslisten, siger Michael Maaløe.

På en gåtur møder René forældre til børn, som er i den institution, han har arbejdet i.

Men René frygter, at problemet bare flytter med ham, så han ville hellere blive i den institution, hvor han har arbejdet i 23 år og hvor størstedelen af pædagogerne og forældrene ønsker ham tilbage.

- Mennesker, der har gjort noget, har brug for en frisk start. Jeg har ikke brug for en frisk start, jeg har brug for at komme tilbage til livet. Jeg ved godt, at jeg aldrig nogensinde får det liv igen, som jeg havde, men jeg vil så tæt på det liv og den hverdag, jeg havde før.

René har endnu ikke haft sin første arbejdsdag i den nye institution.

Af hensyn til sin familie har René kun ønsket at stå frem med sit fornavn.

Se mere om sagen i 21 Søndag, der sendes søndag aften klokken 21.00.