René rykker ud til Københavns psykisk syge, alkoholikere og misbrugere

Siden 2015 har der kørt en sociolance rundt i Københavns gader for at hjælpe socialt udsatte.

På fliserne foran 7eleven på en travl Nørreport Station midt i København sidder André med sin hund.

Foran ham ligger hjemløsebladet 'Hus Forbi' med en orange spand ovenpå til de forbigåendes mønter.

Loading preview...

Her sidder han ofte.

52-årige André lever sit liv på gaden, og alkoholen er sammen med hunden hans tro følgesvend.

På venstre kind har han fået tatoveret to små, røde hjerter og ordet 'love'.

Et ord, der synes langt væk fra hans barske livsfortælling, som senest inkluderede en akut indlæggelse på Bispebjerg Hospital med en alkoholpromille på 5,79.

I fire dage lå han i respirator. Nu er han tilbage på den kolde beton.

Han er et kendt ansigt for René Pedersen, som er socialfaglig medarbejder i det, der hedder Sociolancen.

Loading preview...

En form for ambulance, der siden 2015 har kørt rundt i Københavns gader for at hjælpe socialt udsatte. Hjemløse, alkoholikere, misbrugere og psykisk syge.

Flere gange om måneden kører René Pedersen rundt i Sociolancen sammen med sin makker, Simon Østergaard. Og hjælper mennesker som André.

Mennesker, der har brug for en hjælpende hånd til at finde den rigtige hjælp eller til at blive sendt til afrusning, en tur på herberg, hen at få taget blodprøve, en tur på sygehuset. Eller bare en god snak og et kram.

Opgaverne er mange.

- Vi skal motivere socialt udsatte mennesker og få dem til at se, at der er en udvej. Det kan være meget uoverskueligt for mange af dem, da de ofte er i meget håbløse situationer.

- Men hvis vi bliver ved med at komme og på den måde være deres håb, så lykkes det nogle gange, siger René.

- Vi kan noget andet end ambulanceredderne

Vi møder René Pedersen og alle de andre i DR-programmet ’Når alt andet svigter – på vagt med Sociolancen’, som over fire afsnit følger Sociolancen, når den rykker ud.

Det var en oplevelse tilbage i 2013, der fik René Pedersen til at tænke, at en sociolance burde køre i Københavns gader.

Som støtte-kontaktperson skulle han have en misbruger på hospitalet. Men misbrugeren havde det så dårligt og havde afføring i bukserne, så René Pedersen kunne ikke ringe efter en taxa. Og det ville tage for lang tid, før en sygetransport ville komme.

Loading preview...

Derfor følte René Pedersen sig nødsaget til at ringe efter en ambulance, selvom han egentlig ikke synes, det var en opgave for dem.

Men de kom, og spurgte så, om han ikke ville køre med ud på hospitalet, da han kendte mere til misbrugerens situation.

René Pedersen faldt i ambulancen i snak med paramedicineren Andreas Corel. De talte om, hvor ofte det mon er, at der er mennesker som misbrugeren, der på den måde falder mellem to stole.

Det hele endte med, at René Pedersen kørte rundt i ambulance med Andreas Corel i 12 timer.

Og det viste sig, at fem ud af de 11 tilfælde, de blev kaldt ud til, ”var rene sociale tilfælde”. Altså mennesker, der havde mere brug for social støtte end en ambulance. Og så blev Sociolancen langsomt sat i værk.

- Vi kan noget andet end ambulanceredderne. Vi kan slå op i kommunens systemer og se alle de indsatser, der er i gang på vedkommende - og så skrive til de forskellige instanser.

- Hvis en borger står uden hjælp, får vi sat en indsats i gang eller eksempelvis finder en overnatning til dem, siger René Pedersen.

Flere unge misbrugere

Sociolancen kører alle ugens syv dage fra klokken 11 om formiddagen til klokken 23 om aftenen.

Ordet alkoholpromille fylder meget i programmet. For mange af de udsatte borgere drikker, og derfor er der brug for et pust i alkometeret. Og det er oftest meget høje promiller.

Loading preview...

Promiller, som mange mennesker ville dø af, men for de her mennesker, som drikker meget hver eneste dag, er det en anden sag.

Ifølge en evaluering af Sociolancen fra Statens Institut for Folkesundhed er en tredjedel af Sociolancens brugere påvirket af alkohol, og hver fjerde er psykisk påvirket.

René Pedersen kan ikke nævne en specifik situation, som har været værre end andre i de tre år, han kørt med Sociolancen.

Men på det seneste har han oplevet, at der er stadig flere unge mennesker, der er hårdt påvirkede af stoffer og virkelig lever et liv på kanten.

- Det påvirker mig meget, når vi har haft en arbejdsdag, hvor vi kører i pendulfart mellem Mændenes Hjem og stofindtagelsesrummet H17 - alle de hårde steder i København - og det så er unge misbrugere, vi har med at gøre.

- Der er en tendens til, at flere unge misbruger, og det er alle former for hårde stoffer. Der tænker jeg til mig selv, hvorfor fanden er I her?

Ifølge René Pedersen handler det om, at markedet for stoffer har ændret sig. Hvor man for år tilbage først var kommet rigtig langt ud, når man var stiknarkoman, så er der flere muligheder i dag for hurtigt at ende der.

- I dag vælter det ind med piller alle mulige steder fra. Det er ikke længere nålen i armen, der starter det.

- Derfor ser vi også mange af de unge kalde sig noget andet, end det de hedder, for på den måde at tage afstand fra det liv, de er i lige nu, og dermed bilde sig selv ind, at de bedre kan vende tilbage til det gamle liv, siger han.

- Rørende at se heroinmisbrugerne vinke til os

René Pedersen har aldrig oplevet at være bange, når han er ude med Sociolancen, selvom han møder mennesker, når de har det allerværst.

Loading preview...

- Vi har at gøre med mennesker, der er i en mega krise, og som derfor også kan have behov for at markere sig over for os.

- Men der må man simpelthen sætte dem på plads og tale situationen ned. Det er få gange, at vi har tilkaldt politiet.

René Pedersen er oprindeligt uddannet automekaniker, men er langsomt gennem flere uddannelser kommet ind i socialfaget.

Og han oplever det ofte som en styrke, at hans baggrund er lidt anderledes, da det nogle gange kan give et andet udgangspunkt at møde borgerne på.

- Mange af dem kan godt føle, at pædagoger ikke forstår deres livssituation, men når jeg så fortæller dem, at jeg også er uddannet automekaniker, så åbner de op på en anden måde.

Loading preview...

Når René Pedersen og hans kolleger klokken 23.00 parkerer Sociolancen, så lukker René Pedersen også ned. Det bliver han nødt til.

- Det er en læringsproces ikke at tage sit arbejde med hjem og stille sig alle de store spørgsmål: Hvorfor gjorde jeg ikke sådan, hvorfor lykkedes det ikke? Man må sige til sig selv, at man har gjort, hvad man kunne, siger han.

For det, der fylder mest hos ham, er de gange, hvor det rent faktisk lykkes. Ligesom den gang, det efter flere samtaler lykkedes at få en misbruger i gang med behandling, så han den dag i dag lever et liv uden misbrug og er i arbejde.

Et liv væk fra kanten.

Det er særligt områderne Amager, Nørrebro og Vesterbro, hvor Sociolancen oftest kører. Her er der ekstra brug for deres tilstedeværelse.

Og for René Pedersen er det tydeligt at se, at han og Sociolancen er blevet en del af livet på gaden, som en udstrakt hånd til de udsatte.

- Det er meget rørende at se heroinmisbrugerne stå og vinke til os, når vi kører ned ad Istedgade. De har respekt for os, og vi har respekt for dem.

- Vi kører konstant og laver opsøgende arbejde. Vi er blevet en integreret del af miljøet, og de er meget trygge ved, at vi er der. De vil køre med deres egen ambulance - Sociolancen - som de siger.

Du kan se programmet på ’Når alt andet svigter – på vagt med sociolancen’, på DR TV.

Sociolancen

  • Kører ugens syv dage fra 11.00 - 23.00 og er bemandet af en socialfaglig og en sundhedsfaglig medarbejder.

  • Drevet af Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab.

  • Laver både opsøgende arbejde, men rykker også ud. Kan tilkaldes via 112, som så vurderer, om Sociolancen skal sendes ud.

  • Også i Region Midtjylland er der som forsøg begyndt at køre en sociolance.

Facebook
Twitter