Renere luft i de største byer: Regeringen skærper krav til busser, lastbiler og varevogne

Ikke ambitiøst nok, lyder det fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Dieseldrevne lastbiler, varevogne og busser må kun være i byerne, hvis de har et partikelfilter påmonteret. (Foto: MARTIN MEISSNER © Scanpix)

Luftforureningen i København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg skal reduceres.

Det mener regeringen, der nu vil skærpe miljøkravene til dieseldrevne lastbiler og busser, så køretøjerne kun må være i byerne, hvis de har et partikelfilter påmonteret.

Og de nye krav vil som noget nyt også gælde varevogne, siger miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Luftforurening er et tilstrækkeligt stort problem til, at det betyder noget for mange mennesker, og de dieseldrevne køretøjer er nogle grisebasser, som vi har brug for at gøre noget ved, lyder det.

- Med de nye regler vil den samlede udledning af sodpartikler fra trafikken i de store byer kunne reduceres betydeligt. Det er noget, som virkelig vil kunne mærkes. Især i myldretiden.

Frivilligt i kommunerne

Kravene skal ifølge ministeren kunne indføres trinvist af de enkelte kommuner, hvis de ønsker det. Fra regeringen er det for eksempel planen, at der fra 2020 ikke skal være varebiler fra før 2007 i landets større byer, medmindre de har monteret et partikelfilter.

Ligesom i dag er det dog helt frivilligt for kommunerne, om de vil tage imod regeringens skærpede krav til lastbiler, busser og varevogne.

Jakob Ellemann-Jensen håber, at alle fem kommuner vil benytte sig af muligheden:

- Det er det rigtige at gøre, og jeg har tillid til kommunerne. Nu har vi i hvert fald givet dem værktøjerne, og det er vores rolle, siger ministeren.

Ja tak fra København

I København er overborgmester Frank Jensen (S) overordnet positiv. Især fordi at varebilerne nu også bliver underlagt gældende miljøkrav i miljøzonerne (de fem store byer, red.).

- Selvfølgelig skal vi have renere luft i København, og jeg har efterlyst skærpede krav i snart ti år. Så jeg kan love alle for, at vi vil bruge de nye regler til grænsen her, siger overborgmesteren.

"Men", tilføjer han, "det er ikke ambitiøst nok".

- Jeg vil kalde det et fint første skridt, men ambitionsniveauet kunne godt være højere. Regeringen burde have lagt op til, at der også skulle være miljøkrav til privatbiler, siger Frank Jensen.

Nej tak til personbiler

Tidligere på ugen meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning, at salget af nye benzin- og dieselbiler stoppes inden 2030.

Netop dette var anbefalingen fra Klimarådet få dage forinden.

Frank Jensen mener godt, at regeringen kunne sætte privatbiler på miljøzonekravene, når salget nu alligevel skal stoppes.

- Det er ikke en menneskeret, at man med sin egen bil skal have lov til at forurene den luft, som vi allesammen skal indånde. Og når nu vi alligevel står foran en udfasning, kunne man godt skærpe krav til personbiler allerede de kommende år, siger han.

Luftforurening er ifølge Miljøstyrelsen skyld i 3.580 dødsfald og 3,5 millioner sygedage om året i Danmark. Brændeovne og trafik er de store syndere.

Facebook
Twitter