Rengøringsfolk sjusker på hospitaler

Der flyder med støv, nullermænd og andet skidt på sygehusene. Rengøringsfolkene har nemlig så travlt, at de springer noget af rengøringen over. Samtidig snyder de med dokumentationen, så det ikke bliver opdaget.

Du kan se hele dokumentaren om de beskidte sygehuse på DR1 i aften kl 20.30. (Foto: DR © DR Dokumentar Testen: De beskidte sygehuse)

Hvert år bliver 100.000 danskere ramt af en infektion, mens de ligger på et hospital.

Infektionerne kan i værste fald invalidere dem eller koste dem livet. Omkring 30.000 af infektionerne kunne dog undgås, hvis personalet vaskede oftere hænder, og hvis rengøringen var i top.

Men rengøringen på hospitalerne er langt fra i top. Det afslører DR's nye dokumentarserie Testen i aften på DR1. Programmet får blandt andet ansat en mand hos ISS, der er et af Rigshospitalets to rengøringsselskaber. Og under oplæringen afslører han med skjult kamera, hvordan det kan være, at der er så beskidt på hospitalerne.

At prioritere

Allerede på første arbejdsdag får den nyansatte at vide, at der er for lidt tid til at nå det hele, og derfor må rengøringsfolkene springe opgaver over. Da han konfronterer sin afdelingsleder med den form for oplæring, får han at vide, at det kaldes "at prioritere".

Og han får selv besked om, at han skal lade være med at gøre så grundigt rent, at han kommer for langt bagud.

Svindel

Ifølge loven skal rengøringsfolkene udfylde et skema, der dokumenterer, at de gør rent regelmæssigt på sengeafdelingernes køkkener.

Men allerede på den nyansattes første dag ser han, hvordan en rengøringsassistent udfylder skemaet for andre, selv om de ikke ved, om der rent faktisk er gjort rent. Og den form for svindel er også noget, som afdelingslederen kender til og selv laver ind i mellem.

Lover at standse fusk

ISS afviser, at firmaet bevidst undlader at overholde kontrakterne om rengøring og endda svindler med dokumentationen.

- Jeg vil sige, at jeg er lidt overrasket over det her. Og det må slet ikke forekomme. Og det vil vi heller ikke tolerere, siger ISS' administrerende direktør Maarten van Engeland.

Han lover, at han nu vil stoppe både sjusken og fusken ved at sende instrukser ud til lederne i ISS om, at det skal ophøre øjeblikkeligt. Og han afviser, at rengøringspersonalet har for lidt tid til at nå at gøre alt rent, som der står i kontrakten.

Facebook
Twitter