Retskorrespondent: Dommen i ubådssagen falder på et minut

I dag klokken 13 falder dommen i drabssagen mod ubådsbygger Peter Madsen.

Peter Madsen har siddet varetægtsfængslet siden august sidste år. (Foto: Tegning Esther Marie Bjørneboe NRK/DR © NRK/DR)

Når Københavns Byret i dag klokken 13 afsiger dom i ubådssagen, sættes der et i hvert fald foreløbigt punktum i en af de mest omtalte og spektakulære drabssager i Danmark de seneste år.

Efter mange og lange retsdage vil det stå klart, om Københavns Byret mener, at den 47-årige ubådsbygger Peter Madsen dræbte den 30-årige svenske journalist Kim Wall i august sidste år på ubåden Nautilus, eller om retten mener, at hun døde i en ulykke, som Peter Madsen har forklaret.

DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, fortæller her, hvad der er på spil i dag.

Afgøres på et minut

Hvad kommer der til at ske i dag?

- Når dommerne kommer ind i lokalet klokken 13.00, skal alle rejse sig op og blive stående, mens retsformand Anette Burkø læser dommen højt. Det er her, hvor hun siger “thi kendes for ret”. Den del tager cirka et minut og kan følges hjemme fra tv-skærmene, fortæller Trine Maria Ilsøe.

- I det øjeblik dommeren siger til tilhørerne, at alle må sætte sig ned, slukkes kameraet igen, og dommeren vil derefter læse rettens begrundelser højt - altså hvad de har lagt vægt på i afgørelsen, og om den juridiske dommer og de to domsmænd har været enige, tilføjer hun.

Det er kun en domsmandsret med én jurauddannet dommer og to almindelige borgere, såkaldte domsmænd, der dømmer i sagen mod Peter Madsen. Han har nemlig fravalgt et større nævningeting.

Politi uden for retssal 60 i Københavns Byret, hvor ubådssagen har kørt de fleste dage. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Normalt med stor uenighed

Under proceduren i mandags var det tydeligt, at anklager Jakob Buch-Jepsen og forsvarer Betina Hald Engmark har meget forskellige opfattelser af, hvad Peter Madsen skal kendes skyldig i, og hvilken straf han bør få.

Anklageren mente, han skulle idømmes fængsel på livstid - alternativt forvaring - for seksuel mishandling, drab, partering og farlig sejlads.

Forsvareren mente, at Peter Madsen skulle idømmes en kort frihedsstraf på seks måneders fængsel, fordi han har parteret Kim Walls lig.

Er det usædvanligt, at anklager og forsvarer står langt fra hinanden?

- Det er ikke usædvanligt, at anklager og forsvarer er uenige. Det er de i alle sager, der ikke føres som en tilståelsessag, siger DR's retskorrespondent.

- Når anklageren mener, Peter Madsen skal idømmes livsvarigt fængsel, er det netop fordi, han mener, at Peter Madsen har mishandlet Kim Wall og derefter dræbt hende.

- De bestemmelser mener forsvareren, at Peter Madsen helt skal frifindes for. Hun siger, han alene skal dømmes for usømmelig omgang med lig. Her er strafferammen ikke særlig høj, lyder det fra Trine Maria Ilsøe.

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Ingen troværdighed vs. ingen beviser

Hvorfor står de så langt fra hinanden?

- Mens anklageren mener, at Peter Madsens troværdighed er ikke-eksisterende, mener forsvareren, at sagen alene bygger på antagelser i stedet for håndfaste beviser. Betina Hald Engmark mener med andre ord ikke, at anklageren har løftet bevisbyrden, siger Trine Maria Ilsøe.

Anklagerens bedste argument

Hvad var anklagerens stærkeste argument i proceduren for, at Peter Madsen skal dømmes for drab og mishandling?

- Det er Peter Madsens skiftende forklaringer sammenholdt med mentalerklæringen, der konkluderer, at den tidligere raketbygger er patologisk løgner, siger retskorrespondenten.

Trine Maria Ilsøe tilføjer, at der er fundet blodstænk på Peter Madsens kedeldragt, som passer dårligt med, at Kim Wall skulle have været død i mere end syv timer, inden han parterede hende, som Peter Madsen har forklaret i retten.

- Der er også konklusioner i obduktionsrapporten, der ikke passer med, at Peter Madsen først parterede Kim Wall, flere timer efter hun døde, lyder det.

- Derudover er der et ekspertvidne, som afviser, at Kim Wall kan være død på den måde, som Peter Madsen har sagt i sin tredje forklaring, siger Trine Maria Ilsøe.

Her hentyder retskorrespondenten til, at en ubådsekspert fra Forsvaret i sin vidneforklaring har underkendt Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall døde i en ulykke med udstødningsgasser og undertryk i ubåden, mens Peter Madsen selv var på dækket.

Anklager Jakob Buch-Jepsen. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Forsvarerens bedst argument

Hvad var forsvarerens bedste argument i proceduren for, at Peter Madsens skal frifindes for drab og mishandling?

- Det er, at obduktionsrapporten ikke kan fastslå, hvad Kim Wall døde af, og at den heller ikke er håndfast i forhold til, hvorvidt Peter Madsen mishandlede Kim Wall, mens hun var i live, siger Trine Maria Ilsøe.

- Derudover brugte hun en del af sin procedure på at argumentere for, at de stropper, som anklagemyndigheden mener, Kim Wall har været bundet fast med, er uden dna-spor, tilføjer retskorrespondenten.

14 dage til at anke dommen

Uanset hvad udfaldet bliver i Københavns Byret, har både anklageren og forsvareren mulighed for at anke dommen, så landsretten skal tage stilling til sagen.

De har 14 dage til at afgøre, om sagen skal ankes.

Forskellen på livstid, forvaring og en tidsbegrænset fængselsstraf:

Facebook
Twitter