Retskorrespondent: Operationen er ikke forbi endnu

Det var politiets aktionsstyrke, der her til morgen skød og anholdt den formodede gerningsmand fra tirsdagens skyderi på Christiania.

Et større politiarbejde har udspillet sig, siden en gerninsmand i nat skød to betjente og en civil på Christiania, fortæller DR´s retskorrespondent.

En menneskejagt blev torsdag morgen afsluttet i Kastrup på Amager, da den formodede gerningsmands fra skyderiet på Christiania i aftes blev anholdt.

Det fortæller DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

- Vi ved, at anholdelsen er sket et sted i Kastrup på baggrund af borgerhenvendelser, og at politiet har affyret skud i forbindelse med anholdelsen, fortæller Trine Maria Ilsøe.

Siden den formodede gerningsmand i går skød og sårede to betjente og en civil person på Christiania i København, har politiet jagtet den nu anholdte formodede gerningsmand intensivt.

Ifølge Trine Maria Ilsøe har politiet ikke lagt skjul på, at gerningsmanden er en farlig mand.

- I nat bad politiet for eksempel alle om, at alle i området omkring Christiania skulle holde sig indendøre, fortæller hun.

- Og det var intet mindre end aktionsstyrken, der foretog anholdelsen, lyder det fra Trine Maria Ilsøe.

Aktionsstyrken er enhed af politifolk, der er særligt trænede til farlige situationer.

Skyderi er ikke hverdagskost

Nattens skudepisode på Christiania fandt sted i forbindelse med, at politiet var i gang med en rutineopgave på Christiania.

- Siden juni, hvor politiet rykkede ind med store styrker og ryddede Pusher Street og lagde alle hashboderne ned, har man haft flere, jævnlige patruljer, særligt omkring Pusher Street, siger Trine Maria Ilsøe.

Og det er i forbindelse med en sådan aktion, at to civile betjente og en civil i nat blev ramt af skud.

- Politiet var i gang med at anholde ham, og på det tidspunkt, de har fat i ham, skyder han sig fri og rammer to betjente og en civil, fortæller hun og betegner episoden i nat som ganske usædvanlig.

- Det er ikke hverdagskost, at politifolk bliver ramt af skud herhjemme, og at der i det hele taget løsnes skud på Christiania er heller ikke noget, vi ser hver dag, lyder det fra Trine Maria Ilsøe.

Operationen ikke slut endnu

Trods gerningsmanden nu er anholdt, er operationen ifølge Trine Maria Ilsøe ikke forbi endnu.

- Politiet er fortsat massivt tilstede med betjente her ved Christiania, siger hun.

- Og nu fokuserer politiet deres arbejde på gerningstedet og alt det tekniske, og selvfølgelig gerningsmanden.

Den formodede gerningsmand blev skudt under anholdelsen, og hans tilstand er kritisk, lyder meldingen fra Københavns Politi.

Facebook
Twitter