Ries fars ben kunne være blevet reddet: 'Man er fuldstændig magtesløs som patient og pårørende'

'En katastrofe' siger patientforening om ny rapport, der viser, at Region Sjælland foretager flere unødige amputationer end andre regioner.

Region Midt har siden foråret været under heftig kritik for at foretage unødige amputationer. Men Region Sjælland indtager nu førertrøjen på landsplan. (Foto: Nathalie Nystad © DR)

I Region Sjælland bliver der foretaget flere unødige amputationer per indbygger end i nogen anden region.

Det konkluderer en ny rapport bestilt af Danske Regioner, der blev offentliggjort i dag.

En af dem, der har mærket konsekvenserne af de mange amputationer i Region Sjælland, er Rie Hansen.

Hendes far fik amputeret benet på grund af kredsløbsproblemer efter et kræftforløb.

Hun kalder de nye afsløringer om Region Sjælland "frygtelige" og "møgfrustrende".

- Man er fuldstændig magtesløs som patient og pårørende. Det er tydeligt, de er pressede på hospitalerne. Det har været rent kaos for os, fortæller hun.

Efter et langt og rodet forløb, der endte med en amputation af farens ene ben, valgte Rie Hansen at klage til Patientklagenævnet.

I løbet af farens forløb oplevede Rie Hansens familie, at hospitalets personale havde for travlt til både patienter og pårørende. - Man følte sig ikke rigtig set dernede. De er kommet til at læse op på forkerte patienter for eksempel. Det er tydeligt, de er pressede, fortæller hun. (© DR)

Her fik familien medhold i, at farens ben kunne være blevet reddet, hvis personalet havde været mere opmærksomme på eksempelvis tryksår i begyndelsen af indlæggelsen.

Og selvom det føltes godt at få medhold, var det mest af alt frustrerende for både faren og de pårørende.

- Min far havde det rigtig svært ved at vide, at hans ben kunne være blevet reddet. For det havde givet ham en masse andre muligheder her i den sidste tid, han er i live, siger Rie Hansen om faren, der er terminalt syg.

- De penge, vi fik i erstatning, kan man jo aldrig gøre op i et ben.

'De her tal er en katastrofe'

Undersøgelsen, der danner baggrund for rapporten, blev igangsat, efter det i foråret kom frem, at Region Midtjylland årligt foretager op mod 47 benamputationer, der kunne være undgået.

Og mens rapporten viser, at antallet af amputationer er faldet i Region Nord, Syd og Hovedstaden siden 2016, ser det lige modsat ud i Region Sjælland.

Formand for Amputationsforeningen Marianne Palm er chokeret over det høje antal amputationer i Region Sjælland.

- Jeg tænker, at de her tal er en katastrofe.

- De folk, der er blevet ramt, skal have så høj en erstatning som muligt, så de kan få nogle gode handikapvenlige muligheder, få købt hjælpemidler og omsorg til de familier, der er blevet ramt.

Den nye rapport er ifølge hende en klar indikator på, at der må og skal skabes forandringer på det karkirurgiske område i flere dele af landet. Og det så hurtigt som muligt.

Tage Andersen fortalte i maj om sin amputation, som måske kunne være undgået, i Region Midtjylland. (Foto: Gitte Hansen © Dr Østjylland)

- Det er et udtryk for, at der ikke bliver samarbejdet godt nok på tværs af regionerne i Danmark. Og det skal der gøres noget ved nu, siger hun.

Hun mener, at Sundhedsstyrelsen bør udvikle en række nationale retningslinjer, så patienter med risiko for at ende med et amputeret ben bliver opdaget langt tidligere i forløbet og kommer i forebyggende behandling.

Også professor og leder af Dansk Center for Klinisk Sundhedstjenesteforskning ved Aalborg Universitet, Søren Paaske Johnsen, mener, at der skal sættes ind for at mindske uligheden i behandlingen på tværs af regionerne.

Han hæfter sig blandt andet ved, hvordan henholdsvis Region Nord og Region Sjælland har udviklet sig i to forskellige retninger ifølge rapporten.

- Der er overraskende stor forskel på de to regioner, når man tænker på, at de på mange måder har en befolkningssammensætning og en sundhedstilstand i befolkningen, som er sammenlignelige.

Søren Paaske Johnsen peger på, at begge regioner eksempelvis har flere ældre end eksempelvis Region Midt og Hovedstaden og mangel på blandt andet læger, men at Region Nord alligevel har formået at tilbyde en god forebyggende behandling af patienter i risiko for amputation.

De gode erfaringer skal gives videre

Regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) fortæller, at den nye rapport gør kæmpe indtryk i regionen, og at man allerede i dag har besluttet at lave flere tiltag for at gøre det bedre.

- En del af forklaringen er, at der skal laves flere forebyggende behandlinger i region Sjælland. Vi skal se flere borgere tidligere og have borgere til forebyggende behandling tidligere, så vi kan undgå at skulle ud i amputationer, siger han.

Han er derfor indstillet på nu at lære af landets øvrige regioner.

Heino Knudsen er regionsrådsformand i Region Sjælland. Han er valgt for Socialdemokratiet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

- Vi skal lære af de erfaringer, som er gjort særligt i Nordjylland og Hovedstaden, som har flyttet sig rigtig meget de seneste par år, hvor de har brugt nye behandlinger og nye metoder. Det andet er, at vi skal have flere patienter, der har brug for forebyggende behandlinger, tidligere ind i sundhedsvæsenet, siger han.

Hos Danske Regioner har man også tænkt sig at stramme op på proceduren på området.

Det siger Karin Friis Bach (R), som er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Vi skal have undersøgt årsagerne til de stigende forskelle nærmere og set på, om nogle regioner kan lære af de regioner, der har nedbragt antallet af amputationer betydeligt over de seneste par år, udtaler Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.