Klaus Rifbjerg, også kendt som Store Klaus, er kendt for sine mange romaner, noveller, essays og digte, men han stod også bag flere filmmanuskripter og revytekster.
Produktionen var stor. Når man søger på bibliotek.dk på Klaus Rifbjerg får man 8.560 hits, og ifølge Kulturstyrelsens liste over bibliotekspenge fik han, som nummer 15 på listen, i 2014 514.380 kroner udbetalt.
I alle år udgav Klaus Rifbjerg tre-fire bøger, og det samme gjorde sig gældende i 2014. Her blev essay-samlingen 'Blandede Bolsjer', digtsamlingen 'Fut fut fut' og romanen 'Idræt' udgivet.
Jeg sætter min hat som jeg vil
Klaus Rifbjerg blev i 1950'erne uddannet som filminstruktør ved Laterna Film, og det er måske årsagen til, at hans produktion også omfatter film- og revyarbejde, skuespil og radio- og tv-spil.
Han skrev teksten til 'Jeg sætter min hat som jeg vil' fra filmen 'Jeg er sgu min egen' i 1967 med Daimi i hovedrollen, og han skrev blandt andet manuskriptet til filmen 'Hærværk', efter romanen af Tom Kristensen, sammen med instruktøren Ole Roos.
Klaus Rifbjerg debuterede som forfatter i 1956 med digtsamlingen 'Under vejr med mig selv', mens han hovedværk var nok 'Den kroniske uskyld' fra 1958, som blev filmatiseret i 1985.
Manuskripter og revytekster
Blandt digtene er 'Amagerdigte', 'Camouflage' og 'Stranden', og blandt romanerne er 'Anna (jeg) Anna', 'Marts' og 'Det ville glæde'.
Sammen med Jesper Jensen og Leif Panduro var han forfatter af 'Gris på Gaflen' i 1962, og han skrev også manuskripter til filmene 'Der var engang en krig' i 1966 og 'Det var en lørdag aften' i 1968.
I mange år var det ifølge danskefilm.dk desuden en hemmelighed, at Klaus Rifbjerg havde skrevet teksten til sangen 'Mor' til filmen 'Poeten og Lillemor'.
/DR Nyheder/