Rift om rejsepas belaster DSB's hjemmeside

Allerede i går fik DSB mange telefonopkald på grund af muligheden for at rejse i otte dage for 299 kroner.

Med et rejsepas til 299 kroner kan man i en uge køre frit med tog, bus, metro og letbane (arkivfoto).© Foto: Jens Hasse/Chili Dato: Chili foto & arkiv (Foto: Jens Hasse © DSB)

Der er rift om de 50.000 rejsepas, der giver mulighed for at rejse i sommerlandet i otte dage for 299 kroner med tog, metro, bus og letbane.

DSB åbnede for salget klokken seks i morges, og siden er der solgt 11.000 billetter, oplyser selskabets pressevagt til DR Nyheder.

Den store efterspørgsel betyder, at systemet er overbelastet, så der kan være ventetid. Derfor opfordrer pressevagten til tålmodighed.

Glødende telefoner i aftes

Allerede i aftes glødede telefonen hos DSB på grund af stor interesse for at købe billetterne.

Frirejsebilletterne er en del af en sommerpakke til 700 millioner kroner, som Folketingets partier har vedtaget for at sætte gang i forbruget efter udbruddet af coronavirus.

Man har mulighed for at købe rejsepasset nu og det kan bruges i perioden 27. juni til 9. august.

Voksne kan tage to børn under 12 år med gratis.

Ud over rejsepasset byder sommerpakken på billige færgeoverfarter og forlystelser.

Husk pladsbillet

Ud over rejsepassene er også gratis indenrigsfærger og rabat på kulturoplevelser en del af sommerpakken.

Desuden udbyder DSB i sommerperioden en million orangebilletter til 99 kroner over Storebælt.

Den offentlige transport har været hårdt ramt under coronakrisen, hvor myndighederne har rådet folk til at undgå myldretiden på grund af risiko for smitte med coronavirus.

Det er stadig ikke tilladt at stå i midtergangene i eksempelvis tog. Derfor skal man bestille pladsbillet.

Præcisering: I den første udgave stod der, at pladsbilletten følger med orangebilletter og rejseplads. Dette er ikke korrekt. Den skal bestilles ved siden af, men den er gratis.

/ritzau/

Facebook
Twitter