Rigsadvokaten indskærper: Digitale sexkrænkelser skal straffes hårdere

Efter en gennemgang af syv domme fastslår Rigsadvokaten, at der er for stor forskel på, hvilke straffe der kræves i sager om hævnporno.

Anklagemyndigheden har ikke været god nok til at rejse tiltale efter de rigtige paragraffer, når nøgenbilleder bliver delt uden samtykke på internettet, fastslår Rigsadvokaten. (Foto: DR2 © DR2)

Det danske retssystem skal slå hårdere ned på hævnporno og andre digitale sexkrænkelser.

Det fastslår Rigsadvokaten, der har gennemgået syv domme i sager, hvor kvinder har fået delt intime billeder og videoer på internettet uden deres samtykke. Det skriver Berlingske.

Derfor har Rigsadvokaten sendt et brev til de lokale chefanklagere og regionale statsadvokater for at understrege, at de skal gå efter en tilstrækkeligt streng straf.

- I anklagemyndigheden skal vi være helt skarpe på, at vi får rejst tiltale efter de rigtige paragraffer i straffeloven. Det har vi ikke været, og det sætter de her breve en tyk, fed streg under, at vi skal være fremover. Vi skal også være skarpe på strafpåstanden i de her sager, siger statsadvokat hos Rigsadvokaten Jens Røn til Berlingske.

Alt for ofte er det ifølge Rigsadvokaten kun de bløde paragraffer, der bliver brugt i sager om digitale sexkrænkelser.

Rigsadvokaten påpeger også, at det er forskelligt, om anklagerne går efter en erstatning.

- Anklagemyndigheden skal for at sikre et strafniveau, der afspejler sagernes alvor og karakter, rejse tiltale efter alle relevante bestemmelser i straffeloven om offentliggørelse eller deling af billeder eller videoer med seksuelt indhold, skriver Rigsadvokaten.

Efter at især Berlingske har bragt en række artikler om konsekvenserne for ofrene for digitale sexkrænkelser, har regeringen fremlagt et udspil om at hæve strafferammen for den mildeste af paragrafferne til to års fængsel.

/DR Nyheder/