Rigspolitichef om sikkerhedsbrud gennem fem år hos teleselskab: 'Vi tager det særdeles alvorligt'

Medarbejdere hos unavngivent teleselskab har haft adgang til følsomme oplysninger siden 2014.

Rigspolitiet tager sag om sikkerhedsbrud i teleselskab særdeles alvorligt, fortæller rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Rigspolitiet vil i den kommende tid gå i dialog med telebranchen og have et større fokus på, at selskaberne overholder reglerne om, at medarbejderne kun må have adgang til følsomme politioplysninger, hvis de er blevet sikkerhedsgodkendt af politiet.

Det siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, efter at det i dag er kommet frem, at medarbejdere hos et unvangivet teleselskab har haft adgang til informationer i et særligt sagsbehandlingssystem til følsomme politisager - deriblandt oplysninger om aflytning. Og disse medarbejdere var ikke sikkerhedsgodkendt af Rigspolitiet, som reglerne foreskriver.

- Risikoen er, at der er nogle, der ikke har sikkerhedsgodkendelsen, og som man ikke har fået undersøgt ordentligt, der har haft adgang til følsomme oplysninger. Og det duer selvfølgelig ikke, siger Jens Henrik Højbjerg og fortsætter:

- Det er derfor, at vi tager det særdeles alvorligt. Dels efterforskes den konkrete sag, og så gør vi branchen opmærksom på, at de skal sikre, at alle medarbejdere, som skal have adgang til oplysningerne, er sikkerhedsgodkendt.

Har stået på siden 2014

Det var teleselskabet, som selv orienterede Erhvervsstyrelsen i henholdsvis juni og juli i år om, at de havde overtrådt reglerne, og at et ukendt antal medarbejdere havde haft adgang til oplysningerne, uden at det havde haft en sikkerhedsgodkendelse. Ifølge teleselskabet har det stået på siden 2014.

I en pressemeddelelse fra Rigspolitiet lyder det, at man vil samarbejde med Rigsadvokaten, domstolene og forsvarsadvokaterne for at klarlægge, om sagen har haft nogle konsekvenser for verserende eller afsluttede straffesager.

Det er dog alt for tidligt at sige, om det er tilfældet, lyder det fra Jens Henrik Højbjerg.

- Det er ikke sikkert, at det har haft nogle konsekvenser, men i sig selv er det en overtrædelse, hvis man ikke har sørget for at få sit personale sikkerhedsgodkendt, siger rigspolitichefen.

Rigspolitichefen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilket teleselskab der er tale om.

DR Nyheder har været i kontakt med Justitsminsiteriet, som ikke har nogen kommentarer. Samme melding kommer fra Landsforeningen for Forsvarsadvokater.

Området reguleres af bekendtgørelse fra 2006

  • Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere skal sikre, at medarbejdere eller repræsentanter for udbyderen, der forestår kontakten til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. lov om rettens pleje kapitel 71, sikkerhedsgodkendes af Rigspolitiet til at håndtere klassificerede oplysninger. Kilde: Rigspolitiet.