Beredskabsmeddelelse

Farlige stoffer i 9260 Gistrup

Rigspolitiet: Færre rockere og bandemedlemmer gør ikke problemerne mindre

Antallet af rockere og bandemedlemmer falder, men konflikten er ikke ændret. Politiets indsats er stadig den samme.

En ny rapport fra Justitsministeriet viser, at der i alt er cirka 1.400 personer registreret som bandemedlemmer, og det er knap 500 færre end for fire år siden. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Selvom antallet af rockere og bandemedlemmer er det laveste i fem år, så ændrer det ikke ved de store problemer, der er i miljøet.

Politiets efterforskningsarbejde og indsatser på området er stadig lige så omfangsrige som tidligere.

Det fortæller Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

- Det er selvfølgelig glædeligt, at vi ser et generelt fald i antallet af rockere og bandemedlemmer, men det ændrer ikke på, at de, der er tilbage, er særdeles aktive. Der er ikke nogen ændringer i det, der foregår i miljøet, eller det politiet foretager sig. Det er det samme, som det hele tiden har været, siger han.

Udmeldingen kommer, efter en ny rapport fra Justitsministeriet viser, at i alt er cirka 1.400 personer registreret som bandemedlemmer, hvilket er knap 500 færre end for fire år siden, hvor antallet var på sit højeste.

Ifølge Michael Kjeldgaard ses problemerne blandt andet ved, at konflikterne i rocker- og bandemiljøet fra tid til anden optrappes.

Senest har der været flere voldelige hændelser mellem personer tilknyttet grupperingerne Loyal to Familia og Black Jackets.

Det har fået politiet til at indføre visitationszoner i Nordsjælland og igangsætte flere aktioner for at finde frem til våben eller andre genstande, som kan bruges ved sammenstød mellem grupper i bandemiljøet.

- Der er stadig udfordringer i bandemiljøet, vi er nødt til at forholde os til. Derfor kommer Rigspolitiet efter sommerferien med en operativ strategi indenfor området, og det er klart, at denne rapport skal indtænkes i den, siger han.

Det viser rapporten

  • Rapporten konkluderer, at antallet af rockere og bandemedlemmer er det laveste i fem år.

  • Rapporten viser også, at rockerne i gennemsnit var 30 år, da de blev registreret, mens bandemedlemmer i snit var syv år yngre.

  • I gennemsnit har de personer, der har forladt miljøet, været medlem i godt tre år. For langt størstedelen af personerne er det et permanent farvel til miljøet, når de vælger at melde sig ud.

  • Rapporten er lavet på baggrund af oplysninger om personer, der mellem 2009 og 2016 har været registreret som bandemedlemmer i Politiets Efterforskningsstøtte Database.