Rigspolitiet har opbevaret personoplysninger i banderegister ulovligt

Datatilsynet er stødt på flere personoplysninger, der burde have været slettet i et af Danmarks mest lukkede registre.

Forsvarsadvokater kræver nu, at der kommer mere kontrol med politiets banderegister. (Foto: Arkiv © DR)

I sidste uge fik Politiets Efterretningstjeneste, PET, kritik for at opbevare personoplysninger, der burde have været slettet. Nu viser det sig, at Rigspolitiet også har brudt de regler, der skal sikre, at borgere ikke bliver stående i registret for evig tid.

- Vi har fundet oplysninger, der ikke skulle have været der, og det har vi påpeget, siger Birgit Kleis, konstitueret direktør i Datatilsynet til P1 Dokumentar.

Det er i forbindelse med en gennemgang af ni klager, at Datatilsynet er stødt på de ulovligt opbevarede oplysninger.

Tilsynet vil dog ikke oplyse, hvor mange oplysninger det drejer sig om. Hverken offentlighed eller borgere har nemlig ret til indsigt i registret.

Forsvarsadvokat: Gemmer der sig flere ulovlige oplysninger?

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage mener, at Datatilsynets fangst er bekymrende:

- Når en relativt begrænset stikprøve kan finde flere oplysninger, der skulle have været slettet, er det nærliggende at tro, at der gemmer sig mange flere. Jeg synes, det er dybt bekymrende, siger forsvarsadvokaten til P1 Dokumentar.

Hun mener, kontrollen med politiets registreringer bør øges.

Rigspolitiet ved ikke, hvor stort problemet er

Siden 2010 har Rigspolitiet fået mindst 76 henvendelser fra borgere, der har forsøgt at få oplyst, om de står i registret. Hver gang er borgerens sag blevet gennemgået af politiet.

Det bliver normalt noteret på den enkelte sag, om gennemgangen har ført til sletning eller rettelse af oplysninger.

Men politiet har ikke lavet nogen opgørelse over sagerne og har derfor ikke overblik over, hvor mange gange der er blevet slettet oplysninger.

Rigspolitiet har afvist at stille op til interview, men skriver i en mail til P1 Dokumentar, at der ikke er noget 'juridisk til hinder for fremadrettet at lave en sådan intern opgørelse'.

'Arrogant indstilling'

Flere forsvarsadvokater mener, at Rigspolitiet bør gennemgå sagerne.

- Det kunne jo gøre, at Rigspolitiet blev mere opmærksomme på, om der er behov for at føre lidt mere selvjustits. Man skulle jo tro, at de havde en interesse i at arbejde med et retvisende register, siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der mener, at det er "arrogant", at politiet ikke af sig selv har dannet sig et overblik.

Rigspolitiet understreger, at politiet hver dag gennemgår registret og har interne retningslinjer, der er strengere, end hvad reglerne kræver.

P1 Dokumentar har i en opfølgende mail spurgt, hvordan Datatilsynet så kunne finde forældede oplysninger, der burde have været slettet. Det har politiet ikke forholdt sig til i sit efterfølgende svar.

Facebook
Twitter