Rigspolitiet henter ny chef fra Kriminalforsorgen

Thorkild Fogde, direktør for Kriminalforsorgen, bliver ny chef for Rigspolitiet.

Thorkild Fogde kommer fra stillingen som direktør for Kriminalforsorgen og har tidligere været afdelingschef i Justitsministeriet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Thorkild Fogde bliver ny chef fra Rigspolitiet fra 1. marts, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Den nye chef kommer fra en stilling som direktør for Kriminalforsorgen. Thorkild Fogde har tidligere været politidirektør i henholdsvis Nordsjællands Politi, Rigspolitiet samt Københavns Politi.

Derudover har han været afdelingschef i Justitsministeriet.

- Han har derfor et indgående kendskab til det samlede retssystem og kan skabe rammerne for et moderne politi, der skal tættere på borgerne, og som samtidig kan håndtere den komplicerede organiserede kriminalitet.

- Jeg er derfor sikker på, at Thorkild Fogde med hans mangeårige topledererfaring er den helt rette mand i spidsen for dansk politi, udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S).

Skal stå i spidsen for omstruktureringer

Thorkild Fogde er blevet indstillet til stillingen, efter at den øverste leder af dansk politi, Jens Henrik Højbjerg, i oktober sidste år anmodede om at gå på pension i løbet af de kommende måneder.

Den nye chef for Rigspolitiet skal stå i spidsen for den større omlægning af Rigspolitiet, som statsminister Mette Frederiksen (S) lagde op til i sin åbningstale i Folketinget sidste år.

De planer har betydet, at Rigspolitiet i midten af januar nedlagde 240 stillinger, og i starten af februar bebudede statsministeren, at regeringen vil flytte 660 stillinger fra Rigspolitiet til politikredsene.

- Jeg er glad og stolt over, at justitsministeren vil indstille mig til ny rigspolitichef på et så afgørende tidspunkt, hvor linjerne for fremtidens politi skal tegnes og føres ud i livet, siger Thorkild Fogde.

- Det bliver en meget stor opgave, som jeg ser frem til at tage fat på sammen med politiets mange dygtige ledere, ansatte og samarbejdspartnere, fortsætter han.

Rigspolitiet er den højeste politimyndighed, der blandt andet driver uddannelsen af politifolk, varetager den overordnede økonomi- og virksomhedsstyring af politiet.

Samtidig bistår Rigspolitiet de lokale politikredse med særligt specialiserede kompetencer, for eksempel i forbindelse med cyberkriminalitet, ligesom at Rigspolitiet også har Nationalt Færdselscenter og Nationalt Udlændingecenter.