Rigspolitiet ser på sammenhæng mellem rockere og fodboldbøller

Rigspolitiet følger udviklingen nøje i hooliganmiljøet, efter at DR-Nyheder i morges kunne afdække, at navngivne hooliganner også er medlemmer hos Hells Angels støtteklub AK81.

Rigspolitiet ser i øjeblikket nærmere på et personsammenfald mellem hooliganner og rockere. (Arkivfoto).

Rigspolitiets nationale efterforskningscenter NEC fortæller, at man følger udviklingen nøje i hooliganmiljøet, efter at DR-Nyheder i morges kunne afdække, at navngivne hooliganner også er medlemmer hos Hells Angels støtteklub AK81.

Der er endog meget tætte bånd imellem rockerkredse og hooligan-miljøet. Som Radioavisen kunne fortælle i onsdags, mener Rigspolitiet, at rockerne lige nu er i gang med en sondering i hooligan-miljøet for at finde egnede personer til deres støttegruppe AK81.

Mere end sonderinger

Men ifølge DR Nyheders kriminalredaktør Claus Buhr, er der tale om væsentligt mere end sonderinger.

Et ledende medlem af Lyngby hooligangruppen Blue Army er samtidig ligeledes et offensivt medlem af Hells Angels støttegruppe AK81.

Den 31-årige mand blev i fredags dømt for hooliganisme ved Østre Landsret og er samtidig aktiv blandt rockernes livvagter. Hos Nordsjællands politi kender man til at hooliganner nu også er aktive hos rockerne, fortæller politiinspektør Allan Nyring:

Personsammenfald

- Det vi har set i den seneste tid er, at de er begyndt at gå sammen og vi mener at flere af personerne er medlemmer begge steder, siger politiinspektøren.

Den 31-årige mand blev dømt i fredags for at have planlagt et masseslagsmål mod andre hooliganner fra FCK.

Og han er ikke alene om at være aktiv i begge verdener. Radioavisen er bekendte med flere navngivne hooliganner der også gør sig i rockerkredse og omvendt. Ifølge Radioavisens oplysninger er det ikke kun evne til at slå på tæven der trækker de to grupper sammen. Men også salg af narko. Udviklingen følges tæt af politiet, som ser på sagen med en vis bekymring.

22 dømt i landsretten

Landsretten omstødte i fredags en frifindelse for et slagsmål mellem hooliganner.

Retsformanden, John Mosegaard, sagde, at samfundet ikke vil acceptere opgør på åben gade.

De 22 mænd blev i sidste uge i Østre Landsret idømt en betinget straf på 30 dages fængsel for et planlagt slagsmål mellem tilhængere af fodboldklubberne Lyngby og FC København i september 2007.

Dermed omstødte landsretten frifindelsen af de samme mænd i byretten fra sidste år. Nogle af dem er straffet i forvejen og skal dermed afsone straffen.

Modsat byretten forkastede landsretten fuldstændigt Lyngby-tilhængernes forklaringer om, at slagsmålet ikke var planlagt. Det var det, sagde retsformanden:

- De vidste det udmærket godt, sagde John Mosegaard.

Blue Army om sig selv

Her er hvad Blue Army skriver om sig selv i forholdt til Lyngby Boldklub: Blue Army er det oprindelige navn på Lyngbys fanklub. Men med Østergaard og Kjær (Flemming Østergaard og Michael Kjær er tidligere bestyrelsesformænd i Lyngby red.) kom nye tider, hvor alting skulle passe ind i deres kram. Så de ville ændre navnet til det mere stuerene Blue Vikings. Og det endskønt at Blue Army aldrig havde markeret sig på voldelig vis.

Blue Army har ikke noget modsætningsforhold til Blue Vikings eller andre LFC/LB-fanklubber. Blue Army er blot uofficiel, skriver foreningen.

Facebook
Twitter