Rigspolitiet: Unge er ikke nødvendigvis blevet mindre kriminelle

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd begår de unge i dag mindre kriminalitet i det offentlige rum.

En stor del af ungdomskriminalitet er rykket fra det offentlige rum og over på internettet. (Foto: Finn vest Christensen © dr)

Det kan godt være, at der er færre unge, som i dag begår indbrud, stjæler fra butikker eller slår folk ned på gaden. Men det betyder ikke nødvendigvis, at nutidens unge også er mindre kriminelle end tidligere.

Det siger Henrik Framvig, vicepolitiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC), efter en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd har vist, at ungdomskriminaliteten i det offentlige rum er rekordlav.

Unge tilbringer nemlig mere og mere tid foran computerskærmen eller ved deres smartphones eller tablets, og det er her, at en stor del af de unges kriminalitet i dag finder sted. Men den digitale form for kriminalitet - såsom identitetstyveri - er ikke med i undersøgelsen, og det skal man have i baghovedet, siger Henrik Framvig.

- Derfor er det rigtig svært at sige noget om, hvorvidt unge også er mindre kriminelle end før. Men vi må ikke være så blåøjede at tro, at den kriminalitet, som før fandt sted på gader og stræder, ikke også har rykket sig over på internettet og de sociale medier i takt med, at de unge tilbringer mere tid der.

Stigning i netkriminalitet

Rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd bygger på spørgeskemaer fra 2005, 2010 og 2016, hvor unge i 8. klasse har besvaret de samme spørgsmål.

Hvor næsten 54 procent af eleverne i 2005 svarede, at de ikke havde begået kriminalitet, var det tal steget til omkring 69 procent i 2016. Derudover er der flere unge, som i dag vil droppe en ven, hvis han eller hun stjæler fra en butik, slår andre eller begår indbrud.

Henrik Framvig understreger, at rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd er brugbar, og at den vil blive læst ”meget intenst” hos Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter, som netop er sat i verden for at forebygge kriminalitet.

En analyse fra Rigspolitiet viste sidste år, at der i de seneste år har været en stigning i nye former for kriminalitet som eksempelvis hævnporno og økonomisk kriminalitet, der ofte begås på internettet.

Hård kerne af kriminelle

Derudover har det Nationale Forebyggelsescenter i de seneste år øget dets fokus på at forebygge og bekæmpe kriminalitet på internettet og de sociale medier. Og rapporten viser, at det er den helt rigtige strategi, siger Henrik Framvig.

- Det er ikke nødvendigvis sværere at bekæmpe kriminalitet på nettet, men der er hele tiden brug for nye metoder og fremgangsmetoder, for udviklingen går rigtig, rigtig hurtig. Derfor stiller det hele tiden store krav til vores indsats.

Derudover må man ikke glemme, at der fortsat sker kriminalitet i det åbne rum, understreger Henrik Framvig.

- Selvom kurven er nedadgående, bliver der stadig begået kriminalitet på gader og stræder. Den er bare blevet centreret omkring bestemte grupper, der ofte er en hård kerne af kriminelle, som vi stadig skal bekæmpe, siger han.

Facebook
Twitter