Rikke er suget med storbystrømmen: Flyttede fra marker til menneskemylder

Over 118.000 flere unge bor i de store byområder end for ti år siden. Se, hvor de bor.

Rikke Lanng flyttede for få uger siden til centrum af Aarhus fra en lille landsby nær Skive. (Foto: Rikke Lanng (privatfoto))

For knap to uger siden flyttede Rikke Maria Lanng fra landsbyen Fly nær Skive, hvor hun ofte kun så sin nabo en gang om ugen. Nu bor hun på 15 kvadratmeter i Aarhus centrum, hvor der konstant er mennesker, og hun skal trække gardinerne for, hvis hun vil være alene.

Hun er en af de stadig flere unge landboer, som følger flyttestrømmen mod byerne.

- Jeg var hurtig til at indstille mig på, at det var det, jeg gjorde. Det bliver megafedt, siger den 20-årige kvinde, der netop er begyndt at læse medicin.

Rikke Maria Lanng bor i Arhus C, som er det første store postnummer i Danmark, hvor halvdelen af beboerne er unge i 20´erne.

Flyttestrømmen mod byerne tager til

En af forklaringerne på, at centrum af landets næststørste by er blevet en ungdomsbydel, er de mange tilflyttere.

Sidste år satte Aarhus rekord i unge tilflyttere i 20´erne. København havde ligeledes i 2018 den største tilflytterstrøm af unge i fem år, og strømmen går også mod Aalborg, viser tal fra Danmarks Statistik.

Så mange unge flytter mod de store uddannelsesbyer

Det er ikke nyt, at unge søger fra land mod by, når de skal studere, men bevægelsen er taget til, forklarer Kurt Houlberg professor i kommunaløkonomi på VIVE (Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd).

- Mange unge synes, det er attraktivt at bo i de store byer, hvor der er flere andre unge. Uddannelse og arbejde er de primære ting, der trækker de unge til byerne, men det spiller også en rolle, hvor kammerater og kærester flytter hen, siger han.

Han vurderer, at flyttestrømmen er blevet forstærket efter den økonomiske krise omkring 2007-2009, hvor det ofte var lettere at finde job nær byerne end på landet.

Samtidig studerer flere unge og tager ofte længere uddannelser end tidligere. Da mange studier er samlet i København, Aarhus, Odense og Aalborg, har det også betydet øget rykind til de store studiebyer, forklarer Kurt Houlberg.

Kigger du på alle landets bykommuner har de rundt regnet 118.000 flere unge indbyggere i 20´erne end for ti år siden, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Det skyldes dog ikke kun de mange tilflyttere, men også at større generationer af bysbørn er vokset op og blevet unge.

Fra landsby med nul butikker til gågade og kultur

Dengang Rikke Maria Lanng boede i landsbyen Fly med omkring 300 indbyggere, kørte hun altid i bil eller bus, når hun skulle til sport eller bare handle ind.

En af de store forandringer ved at bo centralt i Aarhus er, at hun er begyndt at cykle. På cyklen kan hun hurtigt nå rundt i byen og passere den ene butik efter den anden.

- Der foregår hele tiden noget: en livekoncert eller en udstilling på kunstmuseet Aros. Det oplever man ikke på samme måde i Fly, siger hun.

Opret uddannelser på landet

Landdistrikternes Fællesråd mener, at for mange unge rejser væk fra landet for at uddanne sig uden at vende tilbage til barndomsegnen igen.

- Når først unge er i byen, finder de en partner, får børn og bosætter sig og bliver hængene, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, som dog ser tendens til, at lidt flere unge flytter retur.

Men der er behov for langt flere videregående uddannelser uden for Danmarks fire største byer, mener Steffen Damsgaard.

Flere uddannelser i provinsbyerne rundt i hele landet ville betyde, at unge fra landet ikke skulle flytte sig så langt for at videreuddanne sig.

Det ville også kunne hjælpe på problemer med manglen på studieboliger i de store byer, når uddannelser var spredt i hele landet. Samtidig ville flere unge være bosat og arbejde i deres hjemegn, når de blev færdiguddannet, mener Steffen Damsgaard.

Rikke vender måske tilbage til Vestjylland som læge

Når Rikke Maria Lanng engang bliver færdiguddannet læge, kunne hun godt forestille sig et job et stykke fra Aarhus.

- Jeg vil helt klart tilbage et sted, hvor jeg har plads til høns, urtehave og brombær. Det har bragt mig nogle ting i min barndom, som bybørn aldrig oplever, siger Rikke Maria Lanng, som lige nu ikke har hjemve og nyder at være ung student i Aarhus.