Risiko for blodprop er medfødt

Små fedtpartikler i blodet er årsag til, at nogle mennesker rammes af blodpropper i hjertet. Opdagelsen betyder, at der kan sættes målretet ind.

En simpel blodprøve kan afsløre, om en patient har mange små fedtpartikler i blodet, så der er stor risiko for blodpropper i hjertet. (© DR)

Nu kan læger snart målrette indsatsen for at udvikle en medicin mod blodpropper i hjertet, som på linje med kolesterolmedicin kan sænke blodets indhold af det lille fedtpartikel lipoprotein.

Forskere på Herlev Hospital og Københavns Universitet har længe vidst, at fedtpartiklerne øger risikoen for blodpropper i hjertet, men nu er det konstateret, at de er den direkte årsag til blodpropperne.

Mængden af proteinet er genetisk betinget, og det viser sig nu, at hver tredje har så stort indhold af det, at der er stærkt forhøjet risiko for, at det kan udløse blodpropper, skriver Politiken.

Den direkte årsag

- I det her studie har vi påvist en direkte sammenhæng, altså at proteinet ikke alene er til stede hos personer, der får blodpropper, men at det er en direkte årsag til det, siger læge og ph.d. ved Herlev Hospital Pia Kamstrup.

Hun er hovedforfatter på undersøgelsen, der er baseret på godt 40.000 danskere, og som i dag offentliggøres i det anerkendte amerikanske medicintidsskrift Jama.

Der er store perspektiver i opdagelsen, fordi man med en simpel blodprøve kan afsløre forhøjet indhold af lipoproteinet. Det betyder, at indsatsen kan målrettes denne risikogruppe.

Facebook
Twitter