Risiko for russisk indblanding i danske valg vurderes som lille

Rusland har styrken til at påvirke danske valg, men truslen er lille, siger Forsvarets Efterretningstjeneste.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at det er "mindre sandsynligt", at Rusland vil gennemføre en koordineret påvirkningskampagne rettet mod de kommende valg i Danmark.

Det skriver FE i en netop fremlagt trusselsvurdering forud for valgene til henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet.

Dermed ikke sagt, at Rusland ikke har kapaciteten til at forsøge at påvirke det danske folketingsvalg med kort varsel, lyder det.

- Selv om vi aktuelt vurderer det for mindre sandsynligt, at vi under det danske folketingsvalg kommer til at se en fuldt udrullet russisk påvirkningsoperation, så er det en trussel, som vi skal tage alvorligt og være klar til - også i Danmark, skriver FE-chef Lars Findsen i en udtalelse.

Omvendt vurderer FE, at der generelt er en stor trussel mod europaparlamentsvalget i en række lande, "som Rusland prioriterer højere end Danmark", lyder vurderingen.

Men da de to valg kan risikere at ligge på samme dag, så vurderer FE, at Danmark kan blive berørt af kampagner rettet mod eksempelvis franske og tyske vælgere.

Valget til Europa-Parlamentet skal afholdes søndag 26. maj. Folketingsvalget skal senest være afholdt 17. juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter