Ritt Bjerregaard: Vi skal have lov til at vælge at dø

Aktiv dødshjælp skal være en rettighed, siger tidligere minister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard, der selv lider af kræftsygdom, mener, at vi skal have lov selv at vælge, hvornår vi vil dø. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Aktiv dødshjælp skal være en ret, også for psykisk syge og det er kun godt, at stadig flere vælger selv at bestemme at dø. Det mener den tidligere minister og overborgmester, Ritt Bjerregaard (S).

- Jeg har klart taget stilling. Også før jeg selv fik kræft. Aktiv dødshjælp skal være en mulighed. Det er ikke noget, som nogen skal påtvinges. Men det skal være en mulighed, siger Ritt Bjerregaard til DR's Undersøgende Databaseredaktion.

En ny rapport fra Holland viser, at stadig flere vælger at få dødshjælp. Flere end 5.500 mennesker fik sidste år dødshjælp – en stigning på 50 procent på fem år. Samme udvikling kan ses i Belgien, der også har lovliggjort aktiv dødshjælp.

En glidebane eller en god mulighed?

Stigningen i antallet af sager er en glidebane, siger medlemmer af Etisk Råd. Det er Ritt Bjerregaard ikke enig i:

- Det er bestemt ikke en glidebane; det mener jeg ikke. Det er en god ting, at folk bruger den ret de i Holland har fået til at komme herfra, hvis de ønsker det, siger Ritt Bjerregaard.

Den tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester, som gennem et langt liv har været toneangivende socialdemokrat, støtter at Danmark får lovgivning om aktiv dødshjælp.

- Vi skal som moderne mennesker have den valgmulighed, at vi vælger at sige, at nu ønsker vi ikke mere behandling, nu vil vi have lov til at dø, siger Ritt Bjerregaard.

Man må jo gerne stoppe kræftbehandling

- Du kan jo også se med kræftbehandling, at man er begyndt at lade folk sige, at den livsforlængende behandling er så ubehagelig, så smertefuld, så nu vil jeg bare stoppe behandlingen og tage hjem og så tage hvad der kommer.

Men i Holland giver man også dødshjælp til psykisk syge. En af de sager, der er kommet frem handler om en ung kvinde i 20’erne, der fik dødshjælp på grund af psykiske lidelser efter at hun var blevet misbrugt som barn.

- For mig er det også i orden, at denne kvinde har valgt at få dødshjælp, siger Ritt Bjerregaard.

- Jeg håber selvfølgelig, at den unge kvinde har fået tilbudt al den behandling hun kan. Men jeg synes klart, at hun skal have ret til at vælge at få aktiv dødshjælp, hvis hun selv vurderer, at hun ikke ser nogen mulighed for at fortsætte livet.

- Det er selvfølgelig tragisk, når så unge mennesker kommer så langt ud, at de ikke ser nogen grund til at leve. Det er mindre tragisk, når det er en 70-årig eller endnu ældre, hvor man kan sige, at der er der et levet liv, siger Ritt Bjerregaard.

Jeg er ikke i dødstanker

Men hvad med dig selv. Du har kræft?

- Min kræft er uhelbredelig. Man kan ikke fjerne metastasen. Men der kan gå mange år, så jeg er bestemt ikke i dødstanker, siger Ritt Bjerregaard.

- Men hvis det skulle komme dertil, og det kan man jo aldrig vide, at det bliver så smertefuldt eller ubehageligt, så der ikke er grund til at fortsætte, så skal det være mit eget valg. Med sådan en som mig, der er gift, så er det selvfølgelig noget jeg vil diskutere med min mand. Men det er mellem ham og mig.

- Det vigtigste er, at vi skal give folk en rettighed til at give slip på livet. Vi skal have lov til at sige fra, siger Ritt Bjerregaard.

Facebook
Twitter