Roamingafgifter kan snart være fortid i EU

EU-komissionen arbejder på at få fjernet de dyre roamingafgifter på telefonregningen. Teleselskabet 3 tyvstarter.

Det kan hurtigt løbe op, hvis man bruger mobilt data i udlandet. Nu tager teleselskabet 3 som det første et skridt mod at afskaffe roamingafgifterne. (© Colourbox)

Det kan være en rigtigt dyr fornøjelse, hvis man ikke får slukket for sin telefons mobile netværk, når man er i udlandet.

Selv en lille mængde data kan nemlig betyde et ordentligt smæk på telefonregningen på grund af de meget dyre roamingafgifter.

Men snart kan man måske bruge sin telefon med mere ro i sindet, når man har fremmed land under fødderne. Som det første selskab fjerner teleselskabet 3 nu roamingafgifter i fem forskellige lande samt Hong Kong, og det kan være starten på en rivende udvikling.

- Det er et rigtigt godt tiltag og det falder fuldstændig i tråd med det man vil i EU, siger Torben Rune, der er administrerende direktør i firmaet Netplan, der rådgiver teleindustrien.

Høje priser giver dårlig konkurrenceevne

Roaming er kort fortalt en afgift, som udenlandske netværk kræver for at føre telefonens signaler til hjemlandet. EU er på vej med tiltag for at lægge loft på roamingafgifterne og Torben Rune fortæller, at det er et område, hvor der er brug for en indsats.

- Problemet er, at telepriserne i EU er så høje, at det faktisk går ud over vores konkurrenceevne. Derfor vil EU arbejde hen imod et frit marked i hele EU, så vi frit kan bruge telefonen i hele EU, siger han.

Det spændende bliver nu at se, hvordan de andre teleselskaber vil reagere på 3's tiltag

- Vi må vente og så, om de vil sætte priserne ned ved egen kraft eller om det sker ved, at EU regulerer, siger Torben Rune.

3 forsøger at tage hul på en uundgåelig udvikling

Og i de lande, hvor 3 nu fjerner afgiften - Irland, Storbritannien, Sverige, Østrig og Italien - vil det fra næste mandag være fuldstændig samme pris som herhjemme.

- Vi gør det, fordi danskerne er meget glade for at rejse og meget glade for at bruge deres smartphone, når de rejser. Og det er super irriterende og begrænsende, når man skal være bange for at få et ordentligt smæk på regningen, siger 3's danske direktør Morten Christiansen.

Han lægger imidlertid ikke skjul på, at 3 tager dette skridt for at komme foran en udvikling, der formentlig allerede er i gang, da EU nærmer sig lovgivning på roaminafgifterne.

- Vi ser selvfølgelig en udvikling på vej og derfor kan vi lige så godt tage hul på det og gå forrest for at vise, at det godt kan lade sig gøre.

- Og så håber vi selvfølgelig, at det vil blive så positivt modtaget blandt både nuværende og potentielle kunder, at vi kan få dækket det umiddelbare tab, det vil medføre, siger Morten Christiansen.