Danmark kan sandsynligvis mindske antallet af drab på udsendte soldater, hvis militæret tager robotter i brug - eksempelvis til at sende ind i usikre bygninger eller huler i Afghanistan.
I hvert fald konkluderer en ny rapport "Autonomous Military Robots: Risk, Ethics, and Design" fra Det polytekniske Universitet i Californien, at militære robotter, der bruges rigtigt til kedelige, beskidte og farlige opgaver, både kan spare soldaternes liv og medføre en lang række andre fordele, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Fjernstyret robot
En af de robotter, der allerede bruges af amerikanerne i både Irak og Afghanistan, er den såkaldte PackBot fra den amerikanske leverandør iRobot. Robotten er fjernstyret og ligner med sine larvefødder og beskedne højde på 20 cm underdelen af en lille tank uden kanontårn.
Den er hurtig og robust og kan bruges til rekognoscering, opsporing og ødelæggelse af miner og vejsidebomber. PackBot blev første gang brugt i Afghanistankrigen i 2002 og er siden blevet solgt i flere tusinde eksemplarer.
Den koster fra 265.000 kroner. Vores egen Rullemarie, der er noget større, blev i 2007 angivet til at koste 1,7 millioner kroner.
Robotterne er for dyre
Imidlertid har Forsvarsministeriet ingen planer om at anskaffe sig nye robotter, lige som der ikke foreligger nogen strategi for brugen af robotter i det danske forsvar.
I en e-mail anfører Forsvarsministeriet, at robotterne på markedet er for dyre:
- Udviklingen på området viser fremskridt, men omkostningerne i forbindelse hermed er betragtelige og kun enkelte projekter fører til robotter, som er i stand til at bidrage til opgaveløsningen på en effektiv og økonomisk rentabel måde, svarer pressesekretær Henrik Levysohn på vegne af ministeriet