Rockere og bandemedlemmer får skattesmæk på 168 millioner

Ni ud af ti gange var der fejl i SKATs sager rettet mod rockere- og bandemedlemmer.

Rockere og bandemedlemmer risikerer at få beslaglagt deres biler, kontanter og møbler, hvis de ikke betaler deres regning til SKAT. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Dyre biler og ejerlejligheder til flere millioner kroner hænger ikke sammen med en indkomst på nul kroner eller offentlig forsørgelse.

Sådan lyder det fra Steen Bechmann Jacobsen, der er fagdirektør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen. Han har indgået i en taskforce mellem Skattestyrelsen og politiet, hvor de i løbet af sidste år har gransket i rockere og bandemedlemmers privatøkonomi på baggrund af misforhold mellem registreret indtægt og livsstil.

Og kontrollerne viste, at statskassen har 168 millioner kroner til gode.

- Når vi kontrollerer, undersøger vi, hvor pengene, der kan få deres økonomi til at hænge sammen, stammer fra. Her finder vi både eksempler på sorte penge, private udgifter afholdt af deres virksomheder eller uforklarlige indsættelser på bankkonti, som vi så sørger for, at der bliver beregnet skat af, forklarer Steen Bechmann Jacobsen.

Det store beløb skyldes blandt andet, at 50 millioner kroner stammer fra en enkelt sag om svindel med moms og skat, hvor bagmanden viste sig at være bandemedlem.

Lav skattemoral

I 2018 gennemførte Skattestyrelsen 2.896 kontroller rettet mod rockere og bandemedlemmer. Og i 87 procent af tilfældene, var der fejl at finde.

- De har en meget lav skattemoral. Og generelt i rocker- og bandemiljøet er der en høj risikovillighed til bevidst at omgå skattereglerne, siger Steen Bechmann Jacobsen.

Derfor omhandler mange sager enten sort indtjening eller kriminalitet i form af hvidvaskning, fortæller han.

Beslaglægger biler og designermøbler

Hvis rockerne og bandemedlemmerne ikke betaler de skatteregninger, som sendes til dem, vil SKAT forsøge at få pengene hjem ved eksempelvis at beslaglægge kontanter eller få penge ind på kunst, smykker, designmøbler eller biler, som de så sælger på auktion.

- I samarbejde med politiet og anklagemyndigheden vil vi løbende forfølge dem, så de kan mærke, at det ikke kan betale sig at føre den her livsstil, når de ikke er kommet lovligt til deres penge.

Skattestyrelsen vil desuden fortsætte med at sætte fokus på at være lige i hælene af rockerne og bandemedlemmerne, understreger fagdirektøren.

Facebook
Twitter