Røde øjne og nys: Birkeplagen er begyndt

En af de helt store pollenplager - birk - er brudt ud to uger tidligere end normalt. Det kan påvirke omkring en halv million allergikere.

(Foto: Bax Lindhardt /Scanpix © Ritzau Scanpix)

En af de helt store pollenplager har meldt sin ankomst to uger tidligere, end den plejer.

Det skriver Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

Selv om sæsonen for birkepollen normalt først indtræffer i midten af april, meldte pollentællerne allerede om birk i mikroskopet søndag.

For Østdanmark lå det såkaldte pollental på tre, mens det blev målt til 31 i Vestdanmark i slutningen af weekenden.

- Det er stadig svært at spå om, hvordan sæsonen vil arte sig, men hvis vejret fortsætter med sol og varme, kan vi godt forvente høje pollental. Vi har allerede haft rekordhøje mængder af el og hassel dette forår.

- Omvendt kan kulde og regn godt slå pollenniveauerne lidt ned, siger Andrea-Pil Holm, biolog og leder af pollentællingerne i en kommentar.

Birk er en af de helt store plager for mange danskere, når det kommer til pollenallergi.

En opgørelse viser, at halvdelen af de en million pollenallergikere, der bor i Danmark, reagerer på birk.

Mildt forår får skylden

Pollentallet indikerer, hvor mange pollen der er i luften på et givent tidspunkt og er et øjebliksbillede.

For birk gælder det, at niveauet er lavt, hvis det er under 30, moderat, hvis det ligger mellem 30 og 100 og højt, hvis det er derover.

De højeste tal er blevet målt 21. april 2014. I København var pollentallet da 4696 og i Viborg 2526.

Grunden til, at niveauet er sat til højt, hvis pollentallet overskrider 100, er fordi alle med allergi over for birkepollen reagerer på det niveau.

Den tidligere start skyldes blandt andet en pludselig stigning i temperaturen og et mildt forår, lyder det.

/ritzau/

Facebook
Twitter