Røgbombe under ishockeykamp i Herning fik 3.500 tilskuere evakueret

Tilskuere, der oplever åndedrætsbesvær efter at have indåndet røgen, skal ifølge politiet søge læge.

3.500 tilskuere til en ishockey kamp i Herning er her til aften blevet evakueret fra Herning Isstadion.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Evakueringen skyldes, at en tilskuer har affyret en røgbombe, og politiet har en formodning om, at røgen kan være giftig.

Der er ikke nogen oplysninger om tilskadekomne, siger Mette Helm, pressekontakt ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Tilskuere, der oplever åndedrætsbesvær efter at have indåndet røgen, skal søge læge, skriver politiet på Twitter.

Det er Hernings hjemmehold Blue Fox, der i øjeblikket spiller DM-kvartfinale mod Herlev Eagles. Kampen har været i gang siden klokken 19:30 og skulle efter planen slutte klokken 22, fremgår det af Herning Ischockey Klubs hjemmeside.

Meldingen om evakueringen kom fra politiet klokken 21:09, og klokken 21:34 melder politiet, at røgen er væk igen.

- Det er forsvarligt at genoptage kampen, og tilskuerne er lukket ind på stadion igen, skriver politiet på Twitter.

Ifølge politiet stammer røgen fra en røgbombe, der kan købes som nytårsskyts.